Norge er et vigtigt marked for Carsoe, der har specialiseret sig som leverandør af nøglefærdige fiskefabrikker på fiskefartøjer.
Nu opruster man yderligere med etableringen af et nyt servicecenter i den nordnorske by Tromsø. Med en beliggenhed bare 130 meter fra kajkanten, er det Carsoes at kunne levere hurtig og pålidelig service til de mange fabriksskibe, der lægger til i havnen.
- Fra vores nye lokation i Tromsø kan vi betjene vores kunder helt lokalt med reservedele, service og opgraderinger og være med til at holde deres fabrikker godt kørende, siger group service direktør, Johan Schwerin, i en pressemeddelelse.
Tromsø er allerede en kendt havn for Carsoes service team, der har ydet kontinuerlig support i byen to-tre dage om måneden i årevis. Med det nye servicecenter vil de nu have en fast, lokal base.
En vigtig lokation til service
Den store havn i Tromsø besøges af et utal af fiskeskibe hver dag, og fabriksudstyret ombord er en væsentlig faktor i at sikre en høj værdi af fangsten.
Fra det nye servicecenter vil Carsoe tilbyde hurtig lokal støtte til den norske fiskerflåde uanset udstyrsproducent.
- For os handler det om at være en pålidelig servicepartner for fiskere. Vi yder høj service for at sikre optimal ydeevne i fabrikken, uddyber Johan Schwerin.