Ny direktør skal sikre fortsat vækst hos Dan-Doors
Amdi Simon Kjærgaard er trådt af som administrerende direktør for Dan-Doors.
I stedet er Jesper Aablad er trådt ind som ny CEO med en klar ambition om at føre Dan-Doors ind i en ny æra med mere vækst og øget fokus på salg og marketing.
- Dette planlagte direktørskifte skal ses som en del af vor strategiplan. Jeg vil gerne først takke Amdi Kjærgaard for hans lange og succesrige indsats for Dan-Doors. Virksomheden står i dag med et solidt fundament for den fremtidige udvikling, siger ejer og bestyrelsesformand, Erling Boller, i en pressemeddelelse.
Kravet er vækst
Samtidig uddyber Erling Boller om valget af Jesper Aablad som ny direktør for Dan-Doors:
- Vi står over for en ny strategiperiode og er samtidig i den indledende fase af en transformation af Dan-Doors’ forretning. Ejerkredsen har et ønske om, at Dan-Doors skal vækste mere i de kommende år, og her er det vigtigt, at den nye direktør selv spiller en meget aktiv rolle.
- Jesper er visionær og har nogle spændende indsigter og planer for realiseringen af strategien. Han er desuden en værdidrevet leder, som deler de samme principper om teamkultur, som har været kendetegnende for Dan-Doors indtil nu, fortsætter Erling Boller.
Øget fokus på salg og markedsføring
Jesper Aablad kommer til Dan-Doors med stor erfaring fra fremstillingssektoren, både nationalt og internationalt. Gennem de seneste år har han beskæftiget sig med salg til projektmarkeder inden for både B2B og B2C, og han har en bred erfaring med udvikling, produktion, montage og service af forskellige industrielle ydelser. Han kommer senest fra en stilling som service manager hos Ken Hygiene Systems.
Med denne baggrund træder han ind i rollen som CEO for Dan-Doors med en god forståelse for den danske dørproducents kundesegmenter og de udfordringer og muligheder, der er i branchen:
- Jeg ser frem til at bygge videre på det stærke fundament, som Amdi Simon Kjærgaard har lagt, og tage Dan-Doors til nye højder, siger Jesper Aablad og fortsætter:
- Mit fokus bliver at styrke vores salgs- og marketingindsats, så vi kan sikre, at vi er godt positioneret til at møde fremtidens udfordringer og muligheder, og vi er allerede godt i gang med at åbne nye markeder med produkter og løsninger, som målrettet er udviklet til eksport. Vi har store forventninger til de nye strategiske samarbejder, vi er ved at etablere, og jeg er stolt af at træde ind i en virksomhed, som har så kompromisløs en holdning til kvalitet, som jeg kan se, er tilfældet i Dan-Doors.
Dan-Doors er totalleverandør af døre og porte til B2B med egen udviklingsafdeling og produktion i Danmark.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.