23948sdkhjf

B&O vender minus til plus

B&O fik i løbet af sommeren i år et overskud på 10 mio. kr. Det er en fremgang på 43 mio. i forhold til sommeren sidste år.
Bang & Olufsen i Struer kom op på et overskud på 10 millioner kroner i sommermånederne juni til og med august. Det er et overraskende resultat, da koncernen sidste år i samme periode havde et underskud på 36 millioner.

Også omsætningen skød i vejret. I første kvartal af regnskabsåret 2004/2005 solgte koncernen for 726 millioner kroner, hvilket er en fremgang på 84 millioner eller 13 procent i forhold til første kvartal sidste år.

Det er ikke blot ét sted, salget af de dyre designede radio- og tv-apparater er steget - men der er generelt sket en fremgang på hovedparten af koncernens markeder.

Trods det gode resultat fastholder B&Os ledelse forventningerne til hele året. Man regner med et overskud før skat i omegnen af 360-390 millioner kroner. De flade tv er et hit - og det er blandt andet også B&Os plasmaskærme, der har været med til at få et så pænt resultat.

På hjemmemarkedet er koncernens ting populære. Danskerne har i første kvartal købt 22 procent mere udstyr end sidste år, og her er omsætningen steget med 18 millioner til 98 millioner kroner.

Omsætningen er steget med tre procent på såvel det amerikanske som det tyske marked, mens der på B&Os største marked i Storbritannien var en tilbagegang på tre procent målt i lokal valuta.

Det er da også det amerikanske og det asiatiske marked, som B&O forventer sig meget af i de kommende år. Man regner med en positiv udvikling her, hvorimod udviklingen på de europæiske markeder anses som værende mindre gunstig.

Samlet vil omkostningerne i 2004/2005 til udvikling af nye produkter ligger over sidste års niveau. Men de nye produkter ventes at kunne være med til at sælge endnu mere.

B&O havde i 2003/2004 et overskud af ordinær drift før skat på 341 millioner kroner. Og ledelsen forventer altså, at det vokser en smule. Der blev taget godt imod B&Os regnskab, der var bedre, end analytikerne havde regnet med. En B&O-aktie steg efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet til kurs 371, hvilket er en stigning på 16 kroner i forhold til lukkekursen torsdag aften på Københavns Fondsbørs.

Kilde: Jern- og Maskinindustrien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173