23948sdkhjf

Viborg-virksomhed indtager nøglemarked med nyt opkøb

Viborgensiske Tefcold, der er leverandør af professionelt køle- og fryseudstyr, har opkøbt Eureka, en distributør af køl og frys til det professionelle marked i Tyskland.

- Tilføjelsen af Eureka til Tefcold Gruppen vil styrke gruppen og hjælpe os med at styrke Tefcold-brandets tilstedeværelse på det vigtige tyske marked, siger Tefcolds CEO, Jesper Kirkeby Hansen i en pressemeddelelse.

- Vi har kendt Eureka i mange år, det er en fantastisk virksomhed med dygtige medarbejdere, og opkøbet er et vigtigt skridt i vores vækststrategi, tilføjer han.

Eureka er baseret i Emsdetten i det vestlige Tyskland, har i alt 15 ansatte og har sin styrke i at sælge kommercielle kølere til store brands som for eksempel øl- og isproducenter i Tyskland. Virksomheden har et service-setup, der dækker hele Tyskland.

Virksomheden skifter navn til Tefcold DE GmbH og vil arbejde ud fra kontorerne i Emsdetten.

- Vi har besluttet at sælge Eureka af personlige årsager, men kan ikke forestille os en bedre ejer end Tefcold. Vi har kendt Tefcold i mange år og har et meget tæt forhold til virksomheden og ejerne af Tefcold. Vi er sikre på, at Eureka og dets medarbejdere vil være i gode hænder i Tefcold-familien, siger den ene af Eurekas tidligere ejere, Eric Thiery.

Simon Christensen er blevet forfremmet til managing director Germany og vil stå for ledelsen af Tefcold DE GmbH. Resten af ledelsen og medarbejderne vil fortsætte som i dag.

- Opkøb er en vigtig del af vores vækststrategi. At finde og være i stand til at opkøbe de rigtige virksomheder er afgørende for vores succes, siger Tefcolds bestyrelsesformand og majoritetsejer, Torben L. Christensen.

Det er Tefcolds ottende opkøb på otte år. Senest overtog man i foråret spanske Horeca Global Solutions.

Tefcold-koncernen har hovedkontor i Viborg og 170 medarbejdere i 10 lande. Tefcold sælger til mere end 6.000 kunder. Forsyningskæden håndteres fra otte lagre i Europa med leverancer af mere end 170.000 kølere til omkring 100 lande globalt.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093