23948sdkhjf

Reo-Pack skal levere robotanlæg til Indien

En stor kemifabrik i Indien har netop bestilt en komplet robotløsning med vikle- og palleteringsanlæg hos virksomheden i Mariager.
Den største indiske producent af silikat, et granulat som blandt andet benyttes i så forskellige produkter som tandpasta, dæk og sko, skal effektivisere logistikken med et robotanlæg fra nordjyske Reo-Pack. Virksomheden Madhu Silica Pvt Ltd. har produktion i Bhavnagar i det vestlige Indien og kontorer i både Mumbai og New Dehli.

Robotløsningen skal benyttes i forbindelse med pakning af silikater til tandpasta. Thorvald Christensen, fabrikant og stifter af Reo-Pack, siger:

- Det er en god opgave for os. Leverancen indeholder både softwareudvikling og opbygning af selve anlægget. Selvom der er tilbagegang i den indiske økonomi i øjeblikket, investeres der stadig i industrien. Der er gode muligheder i optimering og automatisering. Det er faktisk anden gang, at vi skal levere et robotanlæg til Indien, siger Thorvald Christensen.

Software var afgørende
På fabrikken i Bhavnagar skal pakkeprocessen optimeres. Udfordringen består i, at granulatet bliver pakket i sække af varierende størrelser, og pladsen på pallerne er indtil nu ikke blevet udnyttet optimalt. At ordren endte i Mariager, var primært på grund af softwaredelen. Thorvald Christensen forklarer:

- Programmet, vi har udviklet gør, at operatøren kan sidde i ro og mag bag computerskærmen og opbygge sit pallemønster, som var det Lego-klodser. Man skal overhovedet ikke have fat i programmeringsenheden på robotten. Det er nemt og overskueligt, og når pallerne skal stables i containeren, er de pakket og presset optimalt. Det har selvfølgelig økonomisk betydning for den videre transport.

Reo-Pack, der i år har 25 års jubilæum, har altid haft et globalt markedsfokus, men Danmark bliver ikke nedprioriteret. Slet ikke i en tid, hvor mange virksomheder har fokus på automatisering af processer.

- Der skal vi selvfølgelig give vores besyv med. Vi udvikler selv vores software til robotterne, så vi kan skræddersy rentable løsninger uden mellemled. Det er i øvrigt også ganske rart kun at køre 100 kilometer for at besøge en kunde i stedet for altid at flyve 6.000 kilometer. Ikke at jeg klager. Vi tager hellere end gerne til Indien, slutter Thorvald Christensen med et smil.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078