23948sdkhjf

Medie: Massiv forurening efter belægningsfabrik

Forureningsundersøgelser fra Region Hovedstaden viser forurening med PFAS og giftige kemikalier på to adresser i Nordsjælland. Begge steder har teflonvirksomheden Accoat haft adresse

PFAS 19.500 gange over grænseværdien og kræftfremkaldende kemikalier som benzen og chlorerede opløsningsmidler.

Teflonfabrikken Accoat har efterladt massiv forening på virksomhedens tidligere adresser i Nordsjælland.

Det skriver det undersøgende medie Danwatch fredag.

Mediet har fået aktindsigt i to forureningsundersøgelser fra Region Hovedstaden, hvor rådgivende ingeniører fra Geo to gange sidste år tog vand- og jordprøver på to adresser i Kvistgård, hvor Accoat har ligget.

Den ene foreløbige undersøgelse har fundet PFAS 19.500 gange over grænseværdien samt benzen seks gange over grænseværdien på Bøgeskovvej 5. Den anden forureningsundersøgelse har fundet PFAS-stofferne PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS mere end tusind gange over grænseværdien på Egeskovvej 2.

Lisbeth E. Knudsen, professor i toksikologi på Københavns Universitet, kalder undersøgelserne for “skræmmende læsning”:

- Man kan bestemt ikke udelukke en sammenhæng med påvirkning og sygdom hos befolkningen, hvor særligt børn og gravide er følsomme, både fordi de måske er blevet udsat for tungmetaller, men også organiske opløsningsmidler, tjærestoffer og PFAS, siger hun.

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin og forskningsleder på Syddansk Universitet, siger specifikt om niveauerne af PFAS:

- Jeg synes naturligvis, at der er grund til at være bekymret, når der er tale om en miljøforurening, der ikke forsvinder, og som kan risikere at vokse, og som vil være til stede i mange år fremover. De her stoffer er virkelig, virkelig giftige, selv små koncentrationer er bekymringsværdige, siger han.

I undersøgelserne fra Region Hovedstaden er Accoat ikke nævnt direkte som forurener, blot at “forureningen vurderes at stamme fra overfladebehandling med teflon”.

Ifølge forureningsundersøgelserne har der dog ikke ligget teflonvirksomheder ud over Accoat på nogle af de to adresser.

Ifølge Region Hovedstaden skal Helsingør Kommune nu vurdere, om de kan finde den ansvarlige forurener - og i så fald udstede et påbud, der kan føre til oprensning af den forurenede jord.

Region Hovedstaden oplyser, at drikkevandet er upåvirket af forureningen.

Direktør for Accoat, Susie-Ann Spiegelhauer ønsker ikke at stille op til interview, men skriver i en mail til Danwatch, at “Accoat overholder al gældende lovgivning”.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094