Der er travlt hos smedevirksomheden CPH Steel, der med et strategisk fokus på specialopgaver ikke har mærket en nedgang i ordrebogen på trods af afmatning i byggebranchen. Det fortæller direktør Morten Rosenberg.
- I 2022 ændrede jeg virksomhedens strategi og fokuserede på det, vi er rigtig gode til. Vi skulle have nogle flere segmenter ind, så vi ikke var så afhængig af underleverandørarbejde. Det laver vi selvfølgelig stadig, men vi tager ikke hvad som helst ind. Vi restaurerer alle de mekaniske broer i København, og det er der virkelig blevet skruet op for. Det samme gælder vores rustfri afdeling, siger Morten Rosenberg.