23948sdkhjf

Zinkproducent har fået god start på året

Med årene er prisen på zink langsomt, men sikkert blevet mere konkurrencedygtig, og det viser sig nu i salgstallene hos Rheinzink

I vinterhalvåret bliver der helt naturligt droslet ned for aktiviteten i byggebranchen, da det kolde og våde vejr besværliggør arbejdet. Derfor er de hos zinkproducenten Rheinzink særdeles tilfredse med at have ligget på budget i deres første halve regnskabsår, der sluttede ved udgangen af marts.

‒ Vi har haft en rigtigt god start på 2024. Vinterperioden plejer ellers at bære præg af et lavere aktivitetsniveau i byggebranchen, men vi har alligevel formået at komme ud på budget, siger Per Rasmussen, der er salgskonsulent hos Rheinzink, i en pressemeddelelse.

Ifølge ham er det en indikation på, at efterspørgslen på deres produkter er på vej opad.

‒ Den øgede efterspørgsel skyldes flere ting, og her spiller prisen også ind. Over en årrække er zink blevet mere konkurrencedygtigt på den front, forklarer han.

Forhandlerne tror på produktet

I arbejdet hos Rheinzink har Per Rasmussen sit fokus på forhandlerleddet, hvor de har den daglige kontakt med brugerne. Derfor har den voksende interesse for zinkproducentens varer vist sig ved, at hans telefon har kimet lidt ekstra i årets første kvartal.

‒ Forhandlerne ringer selv til mig, fordi deres kunder efterspørger vores produkter. Både blikkenslagere og tømrere vil gerne aflevere tagrender i zink, fordi det ser elegant ud og derved appellerer til deres faglige stolthed, fortæller han.

På den måde er det lykkedes Rheinzink at gøre entre i en række nye kæder og tage flere markedsandele til stor glæde for Per Rasmussen:

‒ Jeg kan se, at vi hele tiden vinder frem, mens vi også kommer på lager hos flere og flere forhandlere. Især i de store kæder kan vi mærke troen på produktet, når de køber større mængder ind ad gangen.

Æstetisk og grønt fokus

Blandt arkitekter er zink blandt andet kendt for både sin holdbarhed og æstetiske fremtoning. Hertil kan zinken genanvendes efter brug, hvilket er helt i tråd med en af de største tendenser i byggebranchen.

‒ Der er flere gode, cirkulære takter omkring zink, og vores produkter består af 30 procent genanvendt materiale. Vi ser også, at enhver blikkenslager- eller tømrermester gemmer gammelt zink, da det kan sælges videre til en god pris, siger Per Rasmussen.

Rheinzink anvender råzink udvundet fra skandinaviske miner, hvor en stadig voksende andel af energien til processen kommer fra vedvarende kilder som vind eller vand. Herefter bliver det nordiske materiale forarbejdet på producentens fabrik i Nordtyskland.

‒ Vi er glade for at kunne tilbyde et lokalt, skandinavisk produkt, der er forarbejdet med den velkendte, tyske kvalitet, afslutter Per Rasmussen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094