23948sdkhjf

Filterproducent mærker effekten af nye markeder

Den østjyske filterproducent Hiflux Filtration breder sig igen globalt. Flere nye partnere er kommet til, og indgangen på de nye markeder skal understøtte væksten

Det er fortsat de europæiske kunder, som placerer flest ordrer hos Hiflux Filtration, men en markant øget tilstedeværelse i andre verdensdele, kan aflæses i den aktuelle ordrebeholdning.

Hedensted-virksomheden har senest indledt samarbejde med nye partnere i Australien, New Zealand og Canada, mens man sideløbende høster frugten af et nyt partnersamarbejde i Tyrkiet. En intensivering af salgsaktiviteterne overfor den tyrkiske fødevaresektor har allerede banet vejen for en solid afsætning af selvrensende væskefiltre.

Skærpet konkurrencesituation

Martin Holgaard, COO og salgsansvarlig hos Hiflux Filtration, mener, at en fortsat global skalering er nødvendig for at udbygge virksomhedens markedsposition. Han betragter derfor de nye markeder som særdeles vigtige for den fremtidige vækst.

- Vi skal være repræsenteret i hele verden. Nye kunder på nye markeder skal bidrage til at forstærke vores position på globalt plan. Konkurrencesituationen skærpes konstant, og der er kommet nye spillere til - som i modsætning til os - ikke har filterudvikling som spidskompetence. Alle vores partnere skal være med til at fremhæve fordelene ved kundetilpassede filterløsninger, siger Martin Holgaard, som forventer at efterspørgslen på fuldautomatisk væskefiltrering vil stige yderligere de kommende år.

Den selvrensende proces, der minimerer alle former for menneskelig indblanding, passer perfekt til de skærpede krav i levnedsmiddelindustrien og andre sektorer. Det er en af årsagerne til, at Martin Holgaard i øjeblikket kan se ind i ”en voldsomt stor pipeline”, som han udtrykker det.

- Det skyldes blandt andet interessen fra nye kunder. Vi har fået rigtig godt fat i Spanien og Portugal - og efter længere tids søgen, har vi fundet den helt rigtige partner i Frankrig. Det kan ses på ordreindgangen derfra, men det er Tyrkiet, der skiller sig mest ud i øjeblikket, siger Martin Holgaard.

Stor handlekraft

Et stærkt fokus på optimering har allerede sendt et tocifret antal Auto-line væskefiltre afsted til Tyrkiet. Den tyrkiske fødevaresektor er massiv, og flere udenlandske koncerner har produktionsfaciliteter i landet. Martin Holgaard har selv været på adskillige kundebesøg sammen med partneren Neumo og tilmed arrangeret flere velbesøgte seminarer om væskefiltrering. Han er imponeret over den store lydhørhed og interesse.

- De er gode til at lytte og gode til at handle. Der er en forholdsvis kort beslutningsproces, når de får dokumenteret fordelene. Det hjælper selvfølgelig også, at vores partner har et kæmpe netværk, men det ændrer ikke på, at konkurrencesituationen er lige så intens som på andre markeder, understreger Martin Holgaard, som i 2024 igen har opgraderet de internationale messeaktiviteter.

- De specialiserede branchemesser nyder vi godt af. Der er større interesse end før coronatiden, og vi er derude sammen med vores partnere. Det er vigtigt, vi er synlige, hvis vi skal fortsætte fremad, slutter Martin Holgaard.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.051