23948sdkhjf

Direktørrokade i Dansk Industri

Danmarks største erhvervsorganisation, DI, får ny erhvervs- og medlemsdirektør

Dansk Industri foretager for første gang siden 2020 ændringer i direktionen. 46-årige Emil Fannikke Kiær, som i snart fire år har været politisk direktør i DI, bliver ny erhvervs- og medlemsdirektør.

Samtidig overtages stillingen som politisk direktør af nuværende kommunikations- og public affairs-direktør, 49-årige Morten Høyer.

- Både det internationale og nationale samfund har undergået hastige og voldsomme forandringer de seneste år, i et omfang der ikke er set i generationer. Der er store geopolitiske spændinger, alt imens klimakrisen kun er blevet mere præsent. Manglen på arbejdskraft er omfattende, og ny teknologi er ved at forandre vores virkelighed fundamentalt. Det betyder, at Danmark og dansk erhvervsliv skal forholde sig til nye alvorlige udfordringer såvel som nye muligheder. Derfor er det mere vigtigt end nogensinde, at DI’s ledelse både består af det skarpeste hold, og at direktionsmedlemmerne har de mest tidssvarende roller, siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelelse.

- Mens verden omkring os buldrer derudaf, har Dansk Industri samtidig taget syvmileskridt i en mere moderne og samfundsorienteret retning på alle niveauer. Vi har rundet 20.000 medlemmer og budt velkommen til mange både store og mindre nye medlemsvirksomheder såsom Novo Nordisk, Bestseller, Novonesis og Better Energy alene det seneste år, ligesom vi har integreret Dansk Byggeri. Jeg er stolt af vores mange resultater de seneste år, men nu er det nødvendigt og naturligt med endnu et gearskifte, og derfor glæder jeg mig over, at både Emil Fannikke Kiær og Morten Høyer har takket ja til større ansvarsområder, fortsætter Lars Sandahl Sørensen.

Historisk usikre tider

Emil Fannikke Kiær får som ny erhvervs- og medlemsdirektør blandt andet ansvar for DI’s 11 branchefællesskaber, 27 regioner og regionalforeninger samt 104 medlemsforeninger. Dertil kommer ansvar for DI’s brancheudvikling og akkvisition.

- Danske virksomheder står stærkt, men for at kunne løfte og udbygge vores fælles styrkepositioner yderligere i historisk usikre tider, skal DI endnu tættere på erhvervslivet, og erhvervslivet skal tilsvarende tættere på DI. Det gælder globalt såvel som nationalt, regionalt og lokalt. Jeg glæder mig til at kombinere min kommercielle og finansielle baggrund med mine erfaringer med det politiske maskinrum, og derigennem udvikle DI i samarbejde med vores unikke medlemsvirksomheder og medarbejdere, siger Emil Fannikke Kiær.

Morten Høyer får som ny politisk direktør overordnet direktionsansvar for Dansk Industris politiske linje og politikudvikling, herunder ansvar for de tværgående politiske enheder, analyser samt samfundsøkonomiske modeller og planer.

- Med DI’s position som Danmarks største erhvervsorganisation følger et enormt politisk ansvar for både erhvervslivet og samfundet. Et ansvar, der i sin essens handler om at fremtidssikre indtjeningsmotoren under hele vores velfærdssamfund og styrke beslutningstagernes samarbejde med det verdensklasseerhvervsliv, som blandt andet skaber en reel grøn omstilling i virkelighedens verden. Derfor skal vi sørge for, at alle virksomheder fra iværksættere til markedsledere har både de rigtige rammer og tilstrækkeligt med hænder til at kunne udfylde deres del af samfundskontrakten og derigennem fortsat flytte hegnspælene for, hvad vi kan som land, siger Morten Høyer.

Emil Fannikke Kiær afløser Anders Søndergaard Larsen, som efter eget ønske har valgt at fratræde stillingen som medlemsdirektør for at tiltræde en ny fremtidig rolle i DI.

Morten Høyer og Emil Fannikke Kiær tiltræder de nye ansvarsområder i dag 15. april 2024. DI forventer inden for nogle dage at kunne præsentere en ny public affairs- og kommunikationsdirektør.

Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062