23948sdkhjf

EU undersøger kinesisk statsstøtte til vindmølleindustrien

Ledende næstformand i EU-Kommissionen Margrethe Vestager lægger op til en skærpet EU-kurs over for Kina.

I en tale på Princeton Universitetet i USA tirsdag fastslog hun, at EU-Kommissionen nu vil åbne en ny undersøgelse af kinesisk statsstøtte til vindmøller. Den vil have til formål at afsløre, om Kina giver ulovlig statsstøtte. 

Det skriver Ritzau.

Den udmelding kommer i samme ombæring som EU sætter gang i en undersøgelse af ulovlig statsstøtte til den kinesiske bilindustri. Hvis det viser sig, at formodningerne om ulovlig statsstøtte i bilindustrien holder stik, vil der blive indført restriktioner, siger Margrethe Vestager. 

Årsagen til at der også er kig på vindindustrien er, at det har vist sig, at de kinesiske vindmøllefabrikanter i stigende grad har interesse i det europæiske marked og tilbyder såvel billige vindmøller som generøse finansieringsmodeller. 

Kan føre til kinesisk dominans

Hos Green Power Denmark modtager man udmeldingen om en undersøgelse med glæde. Her vurderer man, at kinesisk konkurrence udfordrer integriteten og lige konkurrencevilkår på det europæiske vindmøllemarked.

Ifølge organisationen vil undersøgelsen indledningsvist undersøge vilkårene for udvikling af vindmølleparker i Spanien, Frankrig, Grækenland, Rumænien og Bulgarien. 

- Kina har i mange år brugt statsstøtte meget direkte til at udvikle deres vindindustri. Det skaber en skævvridning på markedet, der i værste fald kan føre til kinesisk dominans i den europæiske udbygning af vindenergi. Derfor er det positivt, at Kommissionen nu tager initiativ til at undersøge spillereglerne for udvikling af vindenergi i Europa, siger Jan Hylleberg, viceadministrerende direktør i Green Power Denmark i en artikel på organisationens hjemmeside. 

Ifølge brancheorganisationen WindEurope er kinesiskproducerede vindmøller op til 50 procent billigere end vindmøller fra vestlige producenter. Ligeledes beretter WindEurope om, at mange af de kinesiske producenter tilbyder forskudte betalingsordninger og stiller vindmøllerne gratis til rådighed i en opstartsperiode.

Konkurrent og rival

Undersøgelserne og eventuelle modforholdsregler er nødvendige for at sikre EU-landenes virksomheder og økonomi, mener Vestager. 

- Kina er på en gang en partner i kampen mod klimaforandringerne. En økonomisk konkurrent og en systemisk rival. De sidste to dimensioner konvergerer desværre i stigende grad, siger Margrethe Vestager til Ritzau.

Hun peger på, at det ikke kun er i bilindustrien, at meget tyder på, at Kina ikke er "fair" i sin konkurrence.

- Vi så drejebogen for, hvordan Kina kom til at dominere markedet for solpaneler. Først tiltrak man udenlandske investeringer. Ofte med krav om joint ventures.

- Derefter anskaffede Kina sig teknologien. De gav massiv statsstøtte til deres egne producenter. Og de lukkede meget af det kinesiske marked for udenlandske virksomheder, siger Margrethe Vestager.

Ifølge EU-Kommissionens ledende næstformand er det sidste skridt i drejebogen, at Kina derefter eksporterer de kinesiske solpaneler til en lav pris til Europa. Dermed udraderer Kina reelt de europæiske virksomheder på området.

- Resultatet er, at mindre end 3 procent af de solpaneler, der installeres i Europa, er produceret i Europa, siger Margrethe Vestager.

Hun mener, at den fremgangsmåde bliver brugt af Kina på alle dele af den grønne industri, mens Kina forsøger at løse sine egne økonomiske udfordringer.

- Vores økonomier kan ikke absorbere det. Det er ikke bare farligt for vores konkurrencedygtighed. Det risikerer også at sætte vores økonomiske sikkerhed over styr, siger Vestager.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172