23948sdkhjf

Dansk virksomhed vil producere tusindvis af artilleri-raketter i Jylland

Nystiftede Skypro Propulsion vil banke ammunitionsfabrik op i Danmark for at producere danske raketter

Krigen i Ukraine og den øgede trussel fra Rusland har åbenbaret, at Danmarks forsvar langt fra er indstillet til en krigstid.

Derfor skal der fart på en ny, dansk våben- og ammunitionsproduktion.

Det er rationalet hos den nystiftede danske virksomhed Skypro Propulsion A/S, der fra 2025 vil fremstille 10.000 såkaldte 122 millimeter artilleri-raketter om året.

- Vores indtryk er, at Danmark og flere andre lande er interesseret i, at vi producerer vores egne raketter og ikke er afhængige af andre, siger Michael Kjær Sørensen, direktør i Skypro Propulsion A/S.

Raketterne har en rækkevidde på 40,5 kilometer, og netop den model er valgt, fordi den kan bruges i Forsvarets kommende Elbit-raketkastere.

Det skal medvirke til, at Danmark og ligesindede allierede kan blive mindre afhængige af at indkøbe forsvarsmateriel fra tredjelande.

Der er dog endnu et stykke vej, før virksomhedens forhåbninger kan blive en realitet.

De nødvendige tilladelser til våbenproduktion fra myndigheder skal indhentes. Der er endnu ingen myndigheder, der har udstedt godkendelser til projektet.

Hos forsvarsindustrien i Dansk Industri har man oplevet en stigende interesse for at opskalere den danske forsvarsindustriproduktion, så den i højere grad indeholder produktion af våben og ammunition.

- At lave en dansk produktion af den ammunitionstype, vi har brug for fremadrettet, ligger i forlængelse af regeringens egne intentioner om at skabe forsyningssikkerhed, siger Joachim Finkielman, direktør i DI Forsvar og sikkerhed.

Selvom det er forbundet med regulering og myndighedstilladelser, er det bestemt muligt at gøre i Danmark.

- Produktionen af denne type materialer er forbundet med meget restriktive regler, og derfor er der en myndighedsbehandling af det. Men hvis man lever op til de krav, der er, og kan lave en forsvarlig produktion, så er det ligesom så meget andet produktion, siger Joachim Finkielman.

Det nye selskab skal ydermere finde en kommune, der vil give tilladelse til at bygge en våbenfabrik på et område mellem 50.000 og 100.000 hektar.

- Selve fabriksbygningernes areal er ikke særlig stort. Det består mest af nogle bygninger og depoter. Men på grund af sikkerhedsafstanden til nærliggende bygninger har vi brug for at købe noget jord, der så at sige kan ligge brak, siger Michael Kjær Sørensen.

Han beretter, at virksomheden allerede er i dialog med flere kommuner i det sydlige Jylland og trekantområdet.

Selve fabrikken kan leveres i moduler, som vil kunne blive opsat på omkring otte måneder, mener Michael Kjær Sørensen.

Men om det glider let igennem en kommunalbestyrelse at opføre en våbenfabrik i nærområdet, kan være en sværere sag, der dog ikke bekymrer virksomheden.

- Vi er sådan set ikke bange for noget. Men vi har været i dialog med kommuner, og der er rimelig positiv stemning for, at det her kan lade sig gøre relativt hurtigt, siger Michael Kjær Sørensen.

Han fremhæver også ejerkredsen bag projektet som en styrke, der skal sikre, at projektet lykkes.

Her findes eksempelvis to serbere, der har mere end 30 års erfaring med produktion af raketter til Elbit-systemet, påpeger Michael Kjær Sørensen.

Slobodan Petkovic er direktør i selskabet EDePro, der producerer raketterne, ligesom stifteren Branislav Jojic også er med i ejerkredsen bag den danske virksomhed.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063