23948sdkhjf

Fire industriteknikerlærlinge skal i oplæring på Lockheed Martin

Den 6. maj 2024 rejser fire danske industriteknikerlærlinge til Texas i USA. De er blevet udvalgt til at komme i oplæring hos flyproducenten Lockheed Martin, der fremstiller kampflyene F-35

En erhvervsuddannelse åbner døre til hele verden, og for fire danske industriteknikerlærlinge fører uddannelsen dem nu til Texas i USA.

Gennem seks ugers oplæring hos en af verdens største forsvarsleverandører, Lockheed Martin, får lærlingene et unikt indblik i fremstillingen af F-35 kampfly.

- Jeg er meget stolt af, at vi igen i år sender dygtige, danske industriteknikerlærlinge i praktik i USA hos verdens største forsvarsleverandør. I en tid, hvor samfundet mangler mange flere faglærte, er jeg glad for, at vi kan vise, at det her kan lade sig gøre. Det er en unik mulighed for de unge faglærte, der er afsted. Samtidig håber jeg, det kan inspirere andre til at overveje en faglært uddannelse, som kan åbne flere døre, end hvad mange måske tror, siger Kasper Palm, næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og forbundssekretær i Dansk Metal, i en pressemeddelelse.

- Det gør med sikkerhed tingene anderledes

En af de fire er Anne Holst Thomsen fra Randers, der er i lære ved Knorr-Bremse Rail Systems.

- Jeg har altid gerne villet rejse med min uddannelse, så det her er en kæmpe mulighed. Jeg er meget spændt og virkelig glad for at blive udvalgt, siger Anne Holst Thomsen og tilføjer:

- Jeg håber at få et indblik i en produktion i et andet land og lære en masse. De gør med sikkerhed tingene anderledes i USA end herhjemme. Det bliver godt, siger hun.

Håber at inspirere andre til udlandsophold

Projektet med oplæring på Lockheed Martin blev søsat første gang i 2018 i et samarbejde mellem Dansk Industri, Dansk Metal, Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Lockheed Martin og ikke mindst den danske virksomhed Multicut.

Da projektet tog sin form i 2018, var det parternes håb, at der blandt andet ville blive skabt en varig model for udstationering af danske lærlinge Lockheed Martin. Den del af målsætningen er nået, og nu er håbet, at projektet kan inspirere endnu flere fra erhvervsuddannelserne til at rejse ud.

- Et projekt som det her kan forhåbentlig inspirere andre til at se mulighederne i at gennemføre en del af læretiden uden for Danmark. Det giver indsigt og udsyn at prøve kræfter med sit fag i et andet land. Den viden, lærlingene bringer med hjem fra udlandet, er helt uvurderlig, siger Signe Tychsen Philip, der er formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg samt underdirektør og chef for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i DI.

De fire industriteknikerlærlinge, der skal afsted i år, er:

- Anne Holst Thomsen, Knorr-Bremse Rail Systems Denmark

- Thomas Holm Strandby, Multicut

- Sebastian Chidi Rygaard Andresen, Danfoss Power Solutions

- Johan Wolff Pjetursson, MAN Energy Solutions

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094