23948sdkhjf

Ny rørlaser skal fremtidssikre producent af staldinventar

CN Agro forventer at én medarbejder fremover kan klare to mands arbejde i rørskæringen

Hos CN Agro i Nykøbing Mors producerer man en række forskellige produkter til landbruget. Det gælder alt fra transportvogne og fodertrug til folde og læskure til husdyr.

- Vi producerer hovedparten af vores produkter selv og står selv for at sælge dem. Og det er i hele landet, vi sælger, fortæller Mikkel Drejer, der for to år siden overtog virksomheden sammen med sin far Tommy Drejer.

Kostpriser skal ned

Fælles for mange af produkterne er, at der indgår rør – masser af rør. Derfor har CN Agro netop investeret i en Senfeng SF6020T rørlaserskærer leveret af Thisted-virksomheden Kapema.

Kapema har stor succes med Senfeng fiber- og rørlasere til kunder i Danmark, og maskinen til CN Agro er den fjerde, der er solgt i Danmark. Den er udstyret med en 2 kW laserkilde, og kan skære rør op til 6 meter i Ø20-220 mm.

For Mikkel Drejer og CN Agro var investeringen logisk.

- Vi har vores produktion i Danmark, og for at vi kan blive ved med det, så bliver vi jo nødt til at investere i nogle nye maskiner, og det er blandt andet derfor, at vi har investeret i den her rørlaser - for at prøve at se, om vi kan få vores kostpriser lidt ned på vores produkter, så vi kan konkurrere lidt med udlandet, siger han.

Bruger store mængder profilrør

Forventningen er dermed, at rørlaseren kan gøre produktionen langt mere rationel, og frigive mandetimer til andre opgaver.

- Vi havde to mand, der stod og savede og borede før, i en almindelig sav, og det håber vi, at én mand kan klare med rørlaseren, forklarer Mikkel Drejer, og tilføjer:

Vi havde to mand, der stod og savede og borede før, i en almindelig sav, og det håber vi, at én mand kan klare med rørlaseren, Mikkel Drejer, medindehaver, CN Agro

- Det er nogle ret store mængder profilrør, vi kører igennem. Hovedparten af vores produktion er i profilrør, så derfor gav det god mening at skulle have sådan en rørlaser.

Han håber også, at investeringen kan kaste lidt andre muligheder af sig.

- I og med, at vi har fået rørlaseren, kan vi måske også skære lidt for andre lokale virksomheder. Det er i hvert fald planen på sigt, lyder det fra Mikkel Drejer.

Ser mod Tyskland og Norge

Først og fremmest er det dog til egne behov, maskinen er anskaffet, og med mere konkurrencedygtige priser på virksomhedens produkter er håbet også at kunne indtage nye markeder.

Her kigger CN Agro mod vores nabolande, hvor man allerede har lidt salg i dag.

- I Tyskland kører vi igennem forhandlernetværk, og der er vi ved at udbygge forhandlerne, så vi forhåbentlig kan komme lidt mere ind på markedet, siger Mikkel Drejer.

- Og så har vi fået en ny forhandler i Norge, hvor vi satser på, at der også kan komme lidt gang salget. Vores produkter passer rigtig godt ind i Norge, så derfor håber vi også på succes der, slutter han.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.134