23948sdkhjf

Tekniq Arbejdsgiverne efter ny dom om standarder: - Dansk Standard bryder loven

Ny EU-dom fastslår, at der fremover skal være fri adgang til de EU-harmoniserede standarder, mener Tekniq Arbejdsgiverne. Dansk Standard mener, at det er for tidligt at konkludere noget på baggrund af dommen

- Dansk Standards forretningsmodel, som den er i dag, er ulovlig, og det kommer vi til at forfølge ned til den allersidste side i den allersidste standard.

Troels Blicher Danielsen, der er adm. direktør i Tekniq Arbejdsgiverne, har vanskeligt ved at få armene ned på vegne af sine medlemmer, efter resultatet af en længe ventet EU-dom står klar: EU-domstolen har afgjort, at EU-harmoniserede standarder skal gøres frit og gratis tilgængelige.

- Det er en opløftende og vigtig afgørelse, som EU-domstolen har truffet. Og det er en dom, som er meget klar. Der skal være gratis og fri adgang til harmoniserede standarder, siger Troels Blicher Danielsen og fortsætter:

- For en gangs skyld er det ikke EU, der bringer yderligere byrder på dansk erhvervsliv. I dette tilfælde er det det modsatte. Det er en stor lettelse for særligt små og mellemstore virksomheder, og måske den største byrdelettelse i mange år.

Det virker stadig som om Dansk Standard og Jens Heiede slet ikke har forstået dommen. Hvis han ikke efterlever den og gør standarderne gratis, så overholder han ikke loven - det har de nu ikke gjort i 24 timer Troels Blicher Danielsen, adm. direktør, Tekniq Arbejdsgiverne

Brancheorganisationen med Troels Blicher Danielsen i spidsen har tidligere stillet sig yderst kritiske over for Dansk Standards forretningsmodel- samt metoder, og har tidligere truet med at gå til erhvervsministeren, efter at DS havde kontaktet en række Tekniq-medlemmer med tilbud om indflydelse på udformningen af el-standarder mod betaling.

- Hele forretningsmodellen er i mine øjne ude af trit med nutiden. Først skal vores medlemmer betale for at stille deres viden og ekspertise til rådighed, og bagefter skal de også betale for produktet, siger Tekniq-direktøren og fortsætter:

- Det svarer til, at du skal betale, både når du går ind i Netto, og igen når du går ud.

Om afgørelsen

I 2019 afslog Europa-Kommissionen en begæring fra to organisationer, om aktindsigt i harmoniserede tekniske standarder vedrørende sikkerhedskrav til legetøj. 

I 2021 tiltrådte EU-Retten dette afslag

Efter en appel fastslog EU-Domstolen tirsdag, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de harmoniserede standarder for sikkerhedskrav til legetøj, som på grund af deres retsvirkninger er en del af EU retten. Derfor ophæver Domstolen Rettens dom og annullerer Kommissionens afgørelse.

- Jeg er paf

Hos Dansk Standard udsendte man tirsdag en nyhed på organisationens hjemmeside, hvor man blandt andet skrev, at "Dansk Standard følger afgørelsen fra EU-Domstolen".

I nyheden skriver standardiseringsinstansen endvidere:

- Som to af de officielle europæiske standardiseringsorganisationer glæder CEN og CENELEC sig sammen med deres medlemmer - de nationale standardiseringsorganisationer og nationale komiteer i 34 europæiske lande - over at Domstolen ikke følger sagsøgernes og generaladvokatens hovedargument, som bestod i et forslag om at udelukke harmoniserede standarder generelt fra ophavsretlig beskyttelse. 

- Jeg er paf, når jeg læser den nyhed. DS forholder sig slet ikke til substansen i dommen, og det virker reelt som om, at de slet ikke har læst den, siger Troels Blicher Danielsen.

Han forklarer, at man i Tekniq Arbejdsgiverne har allieret sig med nogle af landets dygtigste eksperter på det EU-retlige område for at fortolke konsekvenserne af dommen.

Som I hos Tekniq Arbejdsgiverne og jeres juridiske eksperter udlægger dommen, så er den en bombe under Dansk Standards nuværende forretningsmodel?

- Sådan kan du se på det, men jeg ser det mere som en styrkelse af de små og mellemstore virksomheders rammevilkår, siger Troels Blicher Danielsen og fortsætter:

- Men ja, der er tale om en omkalfatring af forretningsmodellen, men DS har haft lang tid til at forberede sig, så jeg går da ud fra, at de har en plan, som de kan rulle ud med det samme, da deres nuværende praksis jo er kendt ulovlig fra dags dato.

- Det er derfor, jeg også forventer, at alle harmoniserede standarder er gratis tilgængelige onsdag, ellers er man jo ikke en seriøs virksomhed. Der er tale om en offentlig myndighedsopgave, så jeg kan slet ikke forestille mig, at de ikke efterlever dommen, som er soleklar og refererer til rule of law-princippet.

Direktøren for Tekniq Arbejdsgiverne oplyser, at det efter organisationens opfattelse udelukkende drejer sig om 2-5 pct. af Dansk Standards standarder, der kan tolkes som rene danske standarder, og som derfor måske ikke er omfattet af dommen. De resterende bør være frit tilgængelige, ifølge organisationen.

Dansk Standard har onsdag ikke ændret priserne på standarder, hvilket overrasker Troels Blicher Danielsen.

- Det var sådan set ikke en option i mit hoved. Det er jo ikke sådan, at man har tre år til at implementere det her, så jeg må jo ringe til Dansk Standard og bede dem åbne op. Vores medlemsvirksomheder skal ikke betale en krone for standarder, som ifølge EU-Domstolen skal være gratis og frit tilgængeligt, siger Troels Blicher Danielsen. 

DS: For tidligt at konkludere

Hos Dansk Standard har adm. direktør, Jens Heiede, en noget anden udlægning af dommen, end man har hos Tekniq Arbejdsgiverne.

- Det er endnu for tidligt at konkludere noget entydigt på dommen, siger han og uddyber:

- Det er vigtigt at slå fast, at det dommen siger er, at de fire harmoniserede standarder, som der er søgt aktindsigt i, er omfattet heraf, og det er Kommissionen, der skal give den aktindsigt.

Det vil sige, at som I tolker dommen, så skal man som virksomhed, der ikke ønsker at betale for harmoniserede standarder, søge EU-Kommissionen om aktindsigt?

 - Det er for tidligt at konkludere på, hvordan EU-Kommissionen vil effektuere aktindsigten. Alle harmoniserede standarder kan i dag læses på Det Kongelige Bibliotek i Aarhus og København samt på DTU og her hos os ved fysisk fremmøde.

Så du mener, at DS' harmoniserede standarder allerede er frit og gratis tilgængelige, som Tekniq Arbejdsgiverne hævder, at dommen siger, at de skal være?

- Det siger jeg ikke. Det var blot en serviceoplysning. Det jeg siger er, at dommen giver aktindsigt i de fire standarder til de organisationer, der har søgt om det.

Jens Heiede ønsker ikke at forholde sig til, hvorvidt dommen kan være en potentiel bombe under Dansk Standards forretningsmodel, og vil heller ikke afsløre eventuelle scenarier, som man opererer med.

- Det koster penge at udvikle standarder, og pengene skal komme et sted fra. Det ændrer dommen ikke. Den nuværende finansieringsmodel er jo en vi som samfund og politisk har valgt i Danmark, siger han og uddyber:

- Vi er selvfølgelig klar til at se på andre finansieringsmodeller, hvis det bliver besluttet. Men der er ikke noget, der er gratis i denne verden.

Tilbage hos Tekniq Arbejdsgiver er Troels Blicher Danielsen meget overrasket over Dansk Standards udlægning af dommen.

Han forklarer, at deres juridiske team konkluderer, at dommen er klar: Tungtvejende offentlige interesser gør, at virksomheder og privatpersoner skal have fri adgang til EU harmoniserede standarder.

- Jeg er meget overrasket. Dansk Standard har kendt til Generaladvokatens indstilling i mere end otte måneder, så er det vildt, at man tilsyneladende ikke har forberedt sig på det. Det virker som om, de nu blot ønsker at trække tiden, siger Troels Blicher Danielsen og fortsætter:

- Det virker stadig som om Dansk Standard og Jens Heiede slet ikke har forstået dommen. Hvis han ikke efterlever den og gør standarderne gratis, så overholder han ikke loven - det har de nu ikke gjort i 24 timer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.145