23948sdkhjf

Danfoss spår udfordrende 2024

2023 endte med rekordstor omsætning hos Danfoss, men 2024 ser mere vanskeligt ud

Danfoss omsatte i 2022 for 10,7 mia. euro (79,8 mia. kr.). Det svarede til en stigning på 7 procent målt i lokale valutaer og 4 procent rapporteret.

Fremgangen skyldes blandt andet positiv salgsvækst i de nordamerikanske og europæiske markeder, mens Asien, bortset fra Indien, oplevede negativ vækst.

Driftsresultatet (ebita) steg med 10 procent og endte på 1,345 mia. euro (10,1 mia. kr.) med en margin på 12,6 procent, en stigning fra 11,9 procent.

- Fremtidens energisystemer er elektriske. Energieffektivitet i maskiner, infrastruktur og industrien generelt er altafgørende for at kunne sikre en konkurrencedygtig, sikker og dekarboniseret fremtid. I 2023 investerede vi fortsat massivt i at udbygge porteføljen af konkurrencedygtige og innovative løsninger. Det gælder både i vores kerneforretning og i udvalgte højvækstsegmenter, som for eksempel datacentre, elektrificering af varmesystemer, elbiler, entreprenør- og landbrugsmaskiner såvel som skibe og hydrogenproduktion, siger Kim Fausing, koncernchef i Danfoss, i en pressemeddelelse.

Udover fokus på markante investeringer i virksomhedens kerneforretning og nye højvækstsegmenter var der fokus på at investere i en yderligere regionaliseret forsyningskæde og udvidelse af kapaciteten.

Opkøb giver vækst

Integrationen af de seneste års opkøb fortsatte planmæssigt i 2023. Med købet af Eatons hydraulikforretning i 2021 har Danfoss skabt en førende position inden for mobil og industriel hydraulik. Målet med etableringen af Semikron Danfoss i 2022 er ligeledes at skabe en førende position inden for power semiconductor-moduler. Gennem opkøbet af Bock Compressors i 2023 tilbyder Danfoss nu en af industriens mest omfattende porteføljer inden for kompressorer til køleindustrien.

- I andet halvår af 2023 blev markederne påvirket af høje renter og inflation. De mere udfordrende markedsvilkår er fortsat ind i 2024. På trods af dette er vi fortsat fokuserede på at implementere vores grønne vækststrategi og levere værdiskabende løsninger til vores kunder og partnere rundt om i verden, siger Kim Fausing.

Danfoss har en målsætning om at blive CO2-neutral i egen drift (scope 1 og 2) inden 2030. Der er allerede indgået aftaler, som sikrer en 30% reduktion af virksomhedens egne CO2-udledninger. Disse aftaler omfatter blandt andet to elkøbsaftaler i Kina og Nordamerika, som træder i kraft fra henholdsvis 2024 og 2025. I 2023 reducerede Danfoss egne udledninger med 18 procent før køb og salg af virksomheden, imens den organiske vækst var 2 procent.

Danfoss forventer i 2024 en omsætning på 10,0-11,5 mia. euro og en ebita-margin på 11,8-13,3 procent efter omkostninger til integration af købte virksomheder såvel som investeringer i udvikling af nye produkter og løsninger.

Danfoss
Regnskabsår 2023 2022
Valuta Mio. euro Mio. euro
Nettoomsætning 10.654 10.256
Bruttofortjeneste 3.300 3.492
Resultat af primær drift, ebit 1.252 1.043
Resultat før skat 1.077 949
Årets resultat 819 683
Balancestatus 11.717 11.728
Egenkapital 5.443 5.048
Antal ansatte 42.054 41.928
Kilde: Danfoss

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094