23948sdkhjf

Direktør forlader Enabl

Ingeniørvirksomhed Enabl skal have ny CEO. 46-årige Søren Kvorning forlader virksomheden til fordel for en stilling som topchef hos målerproducenten Kamstrup. 

Udover Enabl har han erfaring fra flere forskellige lederstillinger i Danfoss. 

- Kamstrup står på et solidt fundament og kommer også stærkt ud af 2023. Det er et godt udgangspunkt forud for næste strategiperiode, hvor der er store vækstambitioner. Jeg er sikker på, at Søren (Kvorning, red.) med hans stærke internationale erfaring er den helt rette til at realisere ambitionerne, og jeg ser meget frem til samarbejdet, siger Michael Løve, bestyrelsesformand i Kamstrup og CEO for OK a.m.b.a., der ejer Kamstrup.

Søren Kvorning tiltræder stillingen 15. marts 2024, indtil da vil Henrik Rom fortsat varetage rollen som CEO. Efter 15. marts vil han igen være at finde i rollen som CFO. 

- Indtil Søren starter 15. marts, varetager Henrik Rom fortsat rollen som CEO, og genoptager derefter sin rolle som CFO. Det har Henrik gjort dygtigt sammen med lederteamet i Kamstrup siden juni, så Søren træder derfor ind i en virksomhed i god form og med masser af potentiale, siger Michael Løve.

Henrik Rom har varetaget rollen som CEO siden juni sidste år, hvor daværende CEO Kim Lehmann fratrådte stillingen. 

Modstandsdygtig forsyningskæde

Søren Kvorning ser frem til opgaven i Kamstrup.

- Det er jo en enorm mulighed. Og selvom det betyder, at jeg skal sige farvel til Enabl hurtigere, end jeg havde tænkt, så er Kamstrup en så spændende virksomhed, at jeg ikke kunne sige nej, siger Søren Kvorning i en pressemeddelelse. 

Som en del af ledergruppen i Danfoss Drives, en global elektronik-producent under Danfoss-koncernen, var Søren Kvorning med til at identificere mulighederne for at skabe en mere robust forsyningskæde under den globale komponent- og chipmangel. Derfor er et af hans fokuspunkter også at skabe en endnu mere "modstandsdygtig forsyningskæde" i Kamstrup.

- Det er klart, at det er et meget væsentligt element for at kunne indfri de vækstambitioner, Kamstrup har. Derudover er det afgørende, at vi fortsat differentierer os med den rette produkt- og teknologiudvikling. Det skal vi gøre sammen. Kamstrup består af mere end 1.700 eksperter, og jeg glæder mig til at møde dem alle,” siger den kommende CEO.

Kort om Søren Kvorning

  • Søren Kvorning har en stærk kommerciel profil med næsten 20 års international erfaring.
  • Senest har han været CEO i virksomheden Enabl, der beskæftiger cirka 800 mennesker, og hvor han i løbet af det seneste år har gennemført en turnaround samt defineret en prioriteret ESG-agenda.
  • Han har boet med sin familie i Singapore i mere end fem år, hvor han havde det øverste ansvar som president for Danfoss’ aktiviteter i APAC-regionen (Asien og Stillehavs-regionen).
  • Søren Kvorning er uddannet ingeniør og har en diplomuddannelse i engineering business administration fra Via University Horsens. Han er desuden uddannet elektriker.
  • Privat bor han i Kolding med sin hustru og deres to børn på 12 og 15 år.

Kilde: Kamstrup

Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.141