23948sdkhjf

Hos Mekoprint bliver ESG-krav til en konkurrencefordel

Nye EU-krav om bæredygtighedsrapportering er ikke en byrde men en konkurrencefordel, mener man hos den nordjyske virksomhed

De nye krav om bæredygtighedsrapportering er en stor mundfuld for mange danske virksomheder, men kravene er samtidig en oplagt anledning til at afdække stigende risici, skærpe sit udviklingsmæssige fokus og styrke konkurrenceevnen.

Det mener ledelsen hos Mekoprint, der nu er i gang med en større ESG væsentlighedsanalyse som den første blandt fem udvalgte ankervirksomheder i et ESG-projekt sammen med blandt andet Dansk Industri.

Kortlægningen af virksomhedens miljø- og klimamæssige forhold, sociale forhold og ledelsesmæssige forhold – de tre ESG-områder – er en del af EU´s CSRD-direktiv, der træder i kraft fra regnskabsåret 2025. Men allerede nu efter tre måneders forløb har Mekoprint – med hjælp fra blandt andet Dansk Industri, Rambøll og Sustainx – det første grundlag på plads. Med det udgangspunkt kan der laves en endnu mere forretningsfokuseret ESG-rapportering allerede i 2024, som vil give kunderne øget sikkerhed med en dokumenteret bæredygtig forsyningskæde.

- Bæredygtig vækst har højeste prioritet hos os, for vi tror, det er den eneste langtidsholdbare strategi. Det er meget omfattende at kortlægge de mange emner, politikker og data, der er relevante for vores bæredygtighedsrapportering, men der er ingen tvivl om, at vi kan styrke vores kunders forsyningskæde og konkurrenceevne ved at gå forrest på ESG-området. Vi er for eksempel blevet opmærksomme på, hvor stort et potentiale vi har i at kunne tilbyde løsninger på et dokumenteret bæredygtigt højt niveau fra både Europa og Asien. Det er løsninger, som er tilpasset hver enkelt kundes behov, siger CEO Anders Kold fra Mekoprint i en pressemeddelelse.

Fokus på internt og eksternt samarbejde

Mekoprint deltager i projektet ”ESG i værdikæder”, som Dansk Industri og Industriens Fond, der finansierer projektet, står bag. Formålet med projektet er at sætte fokus på produktionsvirksomheders samarbejde om bæredygtighed med leverandører, så det styrker konkurrenceevnen og skaber ny forretning. Fokus er i Mekoprints tilfælde et internt og eksternt samarbejde om emner som CO2-udledning, ressourceforbrug og cirkulær økonomi.

Ved hjælp af en dobbelt væsentlighedsanalyse har Mekoprint fået indblik i, hvilke bæredygtighedsemner virksomheden skal arbejde videre med fra den overvældende bruttoliste på over 1.000 ESG-målepunkter. Mekoprints positive tilgang til projektet er afgørende for at vende bæredygtighedskravene til en mulighed for at styrke konkurrenceevnen, påpeger Dansk Industri, der er tovholder på projektet.

- Det er en kæmpe omvæltning og meget uoverskueligt for rigtig mange virksomheder, at de fra 2025 skal leve op til CSRD-direktivet. Mekoprint har allerede fået en unik indsigt i, hvordan de kan arbejde systematisk med bæredygtighed og dermed styrke deres forretning. Det bliver spændende i projektets næste fase at se, hvordan Mekoprint kan arbejde med bæredygtighed i værdikæden og herved opnå øget konkurrencekraft, siger konsulent Stine Bang Larsen fra Dansk Industri.

Strategisk prioritering hos virksomheder

Projektet har et særligt fokus på at skabe et samarbejde mellem virksomheder i værdikæden, da EU´s krav også omfatter virksomhedernes leverandører. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at Mekoprint kan dokumentere, at virksomheden selv har styr på egne påvirkninger – leverandørerne skal også opfylde bæredygtighedskrav.

Derfor har Mekoprint placeret sine 200 største leverandører på en såkaldt modenhedsskala, så Mekoprint kan se, hvor der er behov for en dialog, og hvor virksomheden skal hjælpe leverandørerne med at styrke deres indsats. Det er en understregning af, at bæredygtighed er blevet en vigtig strategisk indsats for Mekoprint, der understøtter en fortsat langtidsholdbar vækst.

Konsulent Anne Sofie Madsen fra Rambøll roser Mekoprint for at have en strategisk tilgang til opgaven:

- Mekoprint har forstået, at det er vigtigt at have et strategisk blik på ESG-områderne. De ved, at det også handler om risikostyring, og at bæredygtighed skal vurderes på niveau med andre finansielle risici, fordi det i stigende grad er et emne, som investorer og kunder er meget opmærksomme på, siger Anne Sofie Madsen.

Virksomheder skal være transparente i fremtiden

Når bæredygtighed bør rykke op i toppen af dagsordenen, skyldes det ikke kun, at virksomhederne skal have styr på deres data, fordi lovgivningen kræver det. Det er afgørende, at de er i stand til at svare på de spørgsmål, som kunderne stiller. Det kan Mekoprint nu gøre proaktivt, fordi bæredygtighed har høj prioritet i virksomheden, som gennem projektet ”ESG i værdikæder” er blevet klædt endnu bedre på til at fortsætte den målrettede indsats på bæredygtighedsområdet.

- Netop fordi Mekoprint har taget en række initiativer på ESG-området og har styr på sine data, så kan Mekoprint muligvis opnå en konkurrencefordel. De virksomheder, der ikke tager ESG-kravene meget alvorligt, får et problem i fremtiden, for de risikerer, at kunder trækker sig fra samarbejdet. Bæredygtighed bliver virksomhedernes nye ”license to operate”, siger seniorrådgiver Marie Marvel Olofsen fra Sustainx, der også rådgiver Mekoprint.

Mekoprint vil i de kommende måneder drøfte ESG-spørgsmål med udvalgte kunder og leverandører for at kortlægge, hvor der kan og skal ske forbedringer, drøfte nye initiativer og hjælpe de leverandører, der har brug for støtte til at komme videre med tiltag inden for bæredygtighedsområdet med særlig fokus på CO2-reduktion, genanvendelige råvarer og sikkerhed for ordentlige arbejdsforhold igennem hele værdikæden. Erfaringer fra projektet skal fremadrettet bredes ud til andre produktionsvirksomheder gennem DI og Industriens Fond, så de også kan få gavn af et mere systematisk samarbejde i værdikæden om bæredygtighed.

Se nøgletal for:
Læs mere om: bæredygtighed
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.703