23948sdkhjf

Unge med autisme trives i metalvirksomheds trygge rammer

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen var mandag på besøg hos produktionsvirksomheden Scaniro i Fjerritslev

Struktur, forudsigelighed og ensartethed. Det er nøgleord for personer med autisme, og det er i rammer som disse, at der er bedst grobund for læring og lyst til at være en del af arbejdsmarkedet blandt en gruppe unge, som har vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Men hvordan skaber vi så de bedste rammer på en arbejdsplads til unge med autismediagnoser? Det var dagens emne, da beskæftigelsesministeren gæstede produktionsvirksomheden Scaniro i Fjerritslev.

Scaniro har gennem flere år har haft stor succes med at ansætte unge med autisme. I dag har de flere unge med autismediagnoser på lønningslisten, og de unge har fundet sig godt tilrette i de rammer, et arbejde med produktion kan tilbyde.

- Uddannelse vil være den bedste vej for de fleste. Men for nogle unge, som har haft en svær og udfordrende skolegang, så kan en uddannelse virke uoverskuelig. For den gruppe vil arbejde være den bedste vej, og vi har rigtig gode oplevelser med at ansætte unge med diagnoser som autisme, fortæller salgsdirektør hos Scaniro, Niklas Mejdal Jensen, i en pressemeddelelse.

På Scaniro har de indrettet et produktionslokale, hvor medarbejdere med særlige behov kan finde ro. Og de har fundet ud af, at eksempelvis unge med autisme passer rigtig godt ind i produktionen.

- Det er en vildt overset gruppe mennesker, som egentlig ville passe ind i arbejdsmarkedet, hvis man bare tilpasser sine arbejdsopgaver efter, hvad det nu er den enkelte borger har af skavanker eller diagnoser med hjemmefra, fortæller Niklas.

Øget selvværd og tro på egne evner

Beskæftigelsesminister Ane Halsbo-Jørgensen fik en rundvisning i produktionen og samtidig fik hun til opgave at sætte en stol sammen – en typisk opgave hos virksomheden, som bearbejder metaldele til blandt andet møbelindustrien. Ane blev hjulpet godt på vej af en firmaets ansatte Jannie, som selv har en autismediagnose.

Jannie kunne ved besøget fortælle om, hvordan hendes ansættelse i virksomheden har skabt øget selvværd, arbejdsglæde – og en lyst til at arbejde videre med egne færdigheder.

For Ane Halsboe-Jørgensen er sådanne historier meget vigtige.

- Få timer om ugen på en arbejdsplads er et vigtigt springbræt. Det giver fodfæste på arbejdsmarkedet for de unge, og samtidig finder den unge ud af, at de er noget værd og har en masse styrker at byde ind med - også selvom de har udfordringer, påpeger Ane Halsboe-Jørgensen.

- Man bliver glad helt ind i maven, når man ser, hvordan en virksomhed som Scaniro tør stille sig op og gøre en indsats for de her unge. Det er en kæmpe gevinst for både de unge og for virksomheden, fortalte beskæftigelsesministeren ved dagens virksomhedsbesøg.

Scaniro fremstiller og bearbejder metaldele - til blandt andet møbelindustrien, fødevareindustrien og maskinindustrien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094