23948sdkhjf

Daniatech rykker i nyt domicil

Mikser-producenten er vokset kraftigt gennem de seneste år

Den midtjyske producent af miksere til fødevareindustrien er rykket fra Skanderborg og godt 20 kilometer mod nord til Galten.

Egentlig var det fordi, virksomhedens lejekontrakt i Skanderborg blev opsagt, men det blev faktisk startskuddet til en drøm, der har rumsteret i nogen tid om at få mere plads at brede sig på.

- Vi har faktisk fået 600 kvadratmeter kontor og næsten 800 kvadratmeter lager og produktion, hvor vi har genudlejet halvdelen af kontorerne. Men det er mere for, at vi kan tage det i brug senere, siger administrerende direktør og medejer Jens Andersen.

Nyt test- og kundecenter

Daniatech er vokset eksplosivt siden starten i 2015, og behovet for mere plads er steget i samme takt. Alle Daniatechs produkter bliver produceret hos samarbejdspartneren Ravn Industri i Bjerringbro, og det bliver der ikke lavet om på. Til gengæld skal de nye kvadratmeter bruges på at give en meget bedre oplevelse til Daniatechs kunder.

- Vi skal have indrettet vores eget testcenter, hvor folk kan komme forbi og køre test, men også hvor vi kan have seminarer og træning af vores agenter rundt omkring i verden, fortæller Jens Andersen.

- Det skal indeholde testudstyr til vores mikserudstyr, og så skal det nok også indeholde udstyr til pulverhåndtering. Vi får en Labmaster - en 100 liter testmikser - til at stå permanent, som bliver monteret med varmeudstyr, køleudstyr og så videre, tilføjer han.

Kan selv udføre test for kunder

Dermed får Daniatechs kunder mulighed for at komme til Galten og få testet deres produkter på et kørende anlæg i bedre omgivelser.

- I dag er vi nødt til at tage til Bjerringbro, hvis vi vil køre en test med en kunde ude fra for eksempel Malaysia. Og det står vi i dag på produktionsgulvet og gør. Så det her bliver lidt mere som et stort køkken, hvor vi kan invitere kunder op og lave test. Vi kan selv udføre test for og på vegne af kunder. Men vi kan også holde træningsdage og træningsseminarer for agenter, kunder og samarbejdspartnere, siger Jens Andersen.

Han tilføjer, at flytningen også har den fordel, at Daniatech nu kommer tættere på produktionen i Bjerringbro.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095