23948sdkhjf

Hver fjerde med hårdt fysisk arbejde rammes af lang sygemelding

Tunge løft og træthed efter arbejde sætter sig hos danske lønmodtagere, viser ny undersøgelse

Danske lønmodtagere, der arbejder i et fysisk hårdt arbejdsmiljø, er mere eksponeret for langvarige sygemeldinger.

Det viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

På baggrund af data fra en spørgeundersøgelse af Arbejdstilsynet i 2021 kan AE konkludere, at hver fjerde lønmodtager med et hårdt fysisk arbejdsmiljø bliver langvarigt syge.

Året efter at lønmodtagerne besvarede undersøgelsen modtog hver fjerde sygedagpenge i mindst fem uger.

Det er særligt lønmodtagere i bygge- og anlægsbranchen, der er ramt af de lange sygemeldinger.

Til sammenligning var det blot 7,6 procent af lønmodtagerne uden fysisk hårdt arbejdsmiljø, der modtog sygedagpenge i mindst fem uger.

- Når mange bliver syge af deres arbejde, er det ikke kun ulykkeligt for den enkelte. Det er også dyrt for samfundet i form af tabte skatteindtægter og udgifter til sygedagpenge, siger Emilie Damm Klarskov, der er analysechef i AE, i en pressemeddelelse.

Et hårdt fysisk arbejdsmiljø defineres af AE som værende et arbejde, hvor lønmodtageren har været begrænset i arbejde på grund af smerter, føler sig træt efter arbejde, opfatter arbejdet som fysisk hårdt og er udsat for eksempelvis tunge løft på en typisk arbejdsdag.

I analysen fremgår det, at en ud af ti danske lønmodtagere har et fysisk hårdt arbejdsmiljø.

Men det er særligt faglærte, der har fysisk hårdt arbejde, hvorimod lønmodtagere med en lang videregående uddannelse næsten er fraværende i statistikken.

Her fremgår det, at kun 1,7 procent af gruppen med en lang videregående uddannelse arbejder i et hårdt fysisk arbejdsmiljø.

AE lægger særligt vægt på den store ulighed på tværs af blandt andet uddannelsesniveau.

- Virksomhederne sukker efter mere faglært arbejdskraft, men det er svært at tiltrække de unge til erhvervsuddannelserne. Politikerne og arbejdsgiverne bør tage alvorligt, hvilket arbejdsmiljø de stiller de unge i udsigt gennem et langt arbejdsliv, lyder det videre fra Emilie Damm Klarskov.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125