23948sdkhjf

Vindmøllevinger skal producere mere energi med færre materialer

Innovationsprojekt støttet af EUDP leder efter reduktion af vægt i vindmøllevinger, hvilket potentielt kan løfte produktionen og reducere prisen

De senere års udvikling har strakt vindmøllevingerne ud på den anden side af 100 meter. Som følge heraf står vindmøllevingeproducenter over for flere væsentlige udfordringer.

Vingemassen skal yderligere reduceres, udviklingstiden forkortes og produktiviteten øges.

Derfor bliver optimering af kernematerialet en forudsætning for at designe vinger, der er lettere, og dermed kan gøres længere for de næste generationer af megamøller.

Det skriver Energy Cluster Denmark i en pressemeddelelse.

Netop vægten er afsættet for det EUDP-støttede innovationsprojekt Opticore Platform, hvor en stribe partnere sammen med Energy Cluster Denmark blandt andet arbejder på at optimere massen, resin-flowet, og de mekaniske egenskaber af kernematerialet i vingerne.

- Længere vinger er en tendens i industrien i dag. Derfor har vi brug for at reducere vægten, udtaler Sergio Gutiérrez Coronil, vingematerialeingeniør ved Siemens Gamesa Renewable Energy, i en pressemeddelelse.

Bæredygtige vinger

Afsættet for projektet er de moderne designprocesser for vindmøllevinger.

Ved at fokusere på et optimeret strømningsmønster af bindingsmidlet resin gennem kernematerialet kan man reducere i udviklingstid og vægt af vingestrukturer, risiko for reducerede materiale-egenskaber og større ressourceforbrug til prototyper.

Det er ifølge Jon Spangenberg, lektor ved DTU Civil and Mechanical Engineering, altafgørende at forstå og optimere resinflow i jagten på effektive og bæredygtige vindmøllevinger.

- Optimering af resinflow er kernen i vores undersøgelse og skal sikre, at hver dråbe tæller for en grønnere fremtid med lettere, stærkere vinger, hvilket understøtter vores mål om at producere mere energi med færre ressourcer, siger han.

Projektet søger at bygge en platform, der vil kunne reducere resurseforbrug og omkostninger til vingeproduktion og dermed forbedre konkurrenceevnen betydeligt.

Ikke mindst vil løsningen ifølge Simon M. Kristoffersen, system- og procesekspert ved Gurit, gøre det muligt at bygge endnu mere bæredygtige vinger.

- Vi vil kunne producere mere energi med færre materialer. Det vil gavne produktionen på tværs af forsyningskæden til fremstilling af vindmøllevinger, udtaler han.

Det forventes, at et vellykket Opticore Platform-projekt vil muliggøre en kortere produktionstid og mindre materialeforbrug i designfasen, samt at den reducerede vingevægt muliggør 2 procent længere vinger svarende til fire procent øget rotorareal og dermed øget energiproduktion.

Se nøgletal for:
Læs mere om: vindmøller
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.987