23948sdkhjf

Hymatik udvider samarbejdet med teknikgigant

Den fynske virksomhed bliver nu også distributør af elektromekaniske produkter fra Parker Hannifin

I 1998 blev det daværende Rasm. Holbeck officiel Parker Store, som en af de første i Europa. Siden har virksomheden skiftet navn til Hymatik, men samarbejdet med Parker Hannifin lever i bedste velgående.

Faktisk har den amerikanske teknikgigant nu valgt at udvide samarbejdet med den fynske virksomhed. Hidtil har Hymatik været specialiseret inden for hydraulik, pneumatik, instrumentering og filtre, men nu føjes et nyt forretningsområde i form af elektromekanik til kompetencerne.

- Vi har jo snuset til det i et lille omfang, og så har vi fået nogle ressourcer ind i huset, som har kompetencerne inden for salg af de her produkter. I og med at vi i forvejen har kompetencerne og hele setuppet inden for Parker, så har Parker set os som en god mulighed til at få elektromekanik ind, forklarer administrerende direktør Michael Harder, der siden 2017 har været indehaver af Hymatik.

Elektrificering er tidens trend

De ressourcer, han hentyder til, er et par nye medarbejdere, som har kompetencer inden for netop elektromekanik i tillæg til Hymatiks traditionelle produktprogram.

- De kommer egentlig fra konkurrerende virksomheder, hvor de har stået for pneumatik og elektromekanik. Det har været et match i forhold til, at vi nu tør kaste os ud i elektromekanik, fordi vi nærmest har en produktchef, der ved, hvordan alt det her fungerer, lyder det fra Michael Harder.

Han understreger, at udvidelsen også giver god mening for Hymatik rent forretningsmæssigt. Både fordi man i forvejen har det tætte samarbejde med Parker Hannifin, men også fordi kunderne efterspørger produkterne.

- For vores vedkommende, så er det jo et spørgsmål om at sige, hvor flytter markedet sig hen? Der er næsten ikke nogen, der ikke kan sige elektrificering i hvilken som helst branche. Nu snakker vi meget om biler, men det sker også inden for hele industrien, at man gerne vil den vej. Så for os som virksomhed er det også et vigtigt step at være med i fremtidens motion control-produkter, siger Michael Harder.

Drømmer om robotindustrien

Netop her mener Michael Harder, at Parkers produkter har en fordel.

- Parkers elektromekanik kan lidt mere end vores normale konkurrenter inden for elektromekanik, fordi de både kan skubbe hårdere og trække hårdere. Det vil sige, at vi faktisk kan komme op og få noget af det, som hydraulikkomponenterne kan. Hvis man snakker om en cylinder, så kan man i de lette hydraulik-opgaver tage noget af det med de her nye elektromekaniske produkter, og så kan man selvfølgelig gå ind og tage hele den pneumatiske side og få den gjort med el, siger han.

Han peger både på en række af de eksisterende brancher, som Hymatik leverer ind til, som oplagte kunder, men han forventer også at se nye kunder hos Odense-virksomheden.

- Kunderne er meget brede. Vi ligger jo her på Fyn, hvor robotindustrien også har et godt fodfæste, og der kunne jeg da drømme om, at vi fik endnu mere fat, end vi har i dag, fordi de bruger ikke så meget hydraulik, og de bruger heller ikke så meget pneumatik. De er på den elektriske vogn. Men det kan være i stort set alle produktionsvirksomheder, hvor der er noget, der skal skubbes, trykkes, trækkes, eller det kan også være en motor, der skal rotere, slutter Michael Harder.

Det nye elektromekaniske sortiment omfatter servomotorer, servodrives, lineære aktuatorer og lineære føringer med tandrem og spindel.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125