23948sdkhjf

Mærsk-selskab satser stort på havvindmøller

Det Mærsk-ejede selskab Esvagt har specialbygget to nye skibe til patrulje omkring havvindmølleparker.
A. P. Møller-Mærsk tager et skridt i en ny retning ved at satse på havvindmøller gennem selskabet Esvagt, der specialiserer sig i at servicere offshore-branchen. Det skriver dagbladet Børsen.

Konkret har Esvagt bestilt to specialbyggede skibe fra det norske værft Havyard Ship Technology, som skal gøre det muligt at patruljere omkring havvindmølleparker.

- Vores ambitioner er meget store. Vi vil være en drivende aktør på dette område, som endnu ikke er udviklet. Vi har drevet et ombygget skib i de sidste par år ud for Belgiens kyster ved nogle af Vestas havvindmøller, men nu har vi valgt at gå ind i med egne nybyggede skibe, siger Søren Nørgaard Thomsen, adm. direktør for Esvagt, til dagbladet Børsen, som opgiver den samlede investering til ca. 800 mio. kr.

Vil stabilisere driften
Esvagt har hidtil primært patruljeret omkring boreplatforme, hvor fokus især er på, at alle ansatte hurtigt kan evakueres ved brand. Anderledes er opgaven omkring havvindmølleparker, hvor Esvagt skal være med til at sørge for, man let kan komme op på vindmøllen i al slags vejr. Desuden skal Esvagt sikre en mere stabil drift ved hele tiden at være til stede.

- Vi går efter fremtidens store havvindmølleparker, der ligger langt ude på havet og har en betydelig størrelse. De vil få brug for løbende service. Desuden kan vi ved at sætte ind med hurtig service være med til at øge produktionen af strøm fra vindmøllerne, forklarer Søren Nørgaard Thomsen.

Esvagt, der blev stiftet i Esbjerg i 1981, er i dag en del af Svitzer-gruppen, som ejes af A. P. Møller-Mærsk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078