23948sdkhjf

Regeringen vil afsætte en milliard til grøn statsstøtte

Statsstøtten kommer til at være målrettet virksomheder inden for vindmølle-, brint- og power-to-x-industrien

Regeringen vil afsætte en milliard kroner til statsstøtte til den grønne industri i 2024.

Det siger økonomiminister Stephanie Lose (V) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) i et interview med Børsen.

I 2025 kan der potentielt blive afsat flere penge.

- Vi benytter os af det, fordi vi kan se, at konkurrencen om grønne teknologier er blevet forstærket efter Putins invasion i Ukraine. Alle kæmper om hurtigst muligt at komme ud af kløerne på hans fossile brændsler, uddyber Bødskov til Ritzau.

- Så er der kommet statsstøtte til på den anden side af Atlanten og gennem flere år i Kina og nu også internt i EU. Og det skærper yderligere konkurrencen om grønne arbejdspladser.

Over for Børsen understreger Stephanie Lose, at idéen om statsstøtte ikke er en "klassisk mærkesag fra dansk side".

Derfor mener hun, at det er væsentligt, at det bliver både midlertidigt og målrettet.

Statsstøtten bliver målrettet virksomheder, der laver vindmøller, vindmøllekomponenter, teknologi til brintbranchen og power-to-x-industrien.

Virksomhederne vil kunne søge om at få dækket op til 15 procent af deres omkostninger via tilskud, eller op til 20 procent via lån og garantier.

Det skriver Børsen.

Hos interesseorganisationen Dansk Industri (DI) hilser man regeringens planer om grøn statsstøtte velkommen.

Det skyldes, at andre EU-lande udnytter de rammer for statsstøtte, EU har opsat, og derfor kan tilbyde mere lukrative vilkår for grønne virksomheder.

Det forklarer Emil Fannikke Kiær, der er politisk direktør i Dansk Industri.

- Vi ser, at det bliver meget mere attraktivt at lægge produktionsanlæg andre steder end i Danmark. Der bliver vi nødt til at være med på vognen og gøre vilkårene mere lige for de her virksomheder, siger han.

Han tilføjer, at Danmark ifølge DI ikke vinder på statsstøtte på den lange bane. Derfor kalder han den grønne statsstøtte for et "nødvendigt onde".

Spørgsmål: Risikerer man ikke, at der er virksomheder, som vil blive afhængige af denne her støtte?

- Det er vi ikke så bange for, fordi det ikke er støtte til at dække omkostninger til driften. Det er til, hvis man skal etablere en ny fabrik. Det er et engangsbeløb, siger Emil Fannikke Kiær.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079