23948sdkhjf

Ny direktør vil bevare særlig ånd hos maskinfabrik på Falster

Rasmus Skovgaard har overtaget posten som administrerende direktør hos RM Fintech

I foråret 2022 solgte Bjarne Molter og Tomas Rud Christiansen deres virksomhed RM Fintech, der er specialiseret i spåntagende bearbejdning, til Morten Skovgaard og hans selskab MS Holding Greve.

De seneste 20 måneder har parterne brugt på at overdrage virksomheden og på at køre en ny direktør i stilling, der kan overtage hvervet efter Tomas Rud Christensen.

Det skete i november, da Rasmus Skovgaard, søn af Morten Skovgaard, overtog direktørposten på fabrikken i Nørre Alslev på Falster.

- Jeg har siddet i Merser Pumper i syv år og troede jo egentlig, at jeg skulle være der til evig tid. Jeg er 29 år gammel og er med den stilling trådt ind i de voksne rækker, tror jeg, roligt man kan sige, siger Rasmus Skovgaard med et smil.

Merser Pumper, der producerer pumper og nu ligger i Nykøbing Falster, er også en del af MS Holding Greve, og her var Rasmus Skovgaard beskæftiget inden for salg og den daglige drift af virksomheden. Familiekonglomerat, der i alt tæller 85 medarbejdere, omfatter også virksomheden Nymetal i Nykøbing Falster, der dels har eget støberi og dels egen maskinfabrik.

Vil fastholde RM Fintech-ideologien

Siden overtagelsen af RM Fintech har Rasmus Skovgaard ”stået i lære” hos Tomas Rud Christensen.

- Så det vil sige, at vi har kørt et løbende generationsskifte, hvor jeg ligesom har været føl under Tomas, og har skullet lære en masse ting de sidste 20 måneder, fortæller han.

De 20 måneder har været ganske lærerige, fortæller den nyslåede direktør, der også er ganske imponeret over den virksomhed, han nu skal stå i spidsen for.

- Jeg har overtaget noget, der fungerer. Hele RM Fintech-ideologien, og måden, som den her butik er kørt på, er noget, vi bruger energi på at fastholde og fortsætte i samme ånd, men vi skal selvfølgelig også udvikle os og drive selskabet videre, både teknologisk og menneskeligt, fortæller Rasmus Skovgaard, og fortsætter:

- Jeg har jo fået lov til at beholde Bjarne. Når man laver sådan en due diligence og kører sådan en proces her igennem, så ved man ikke rigtigt, hvad er det for nogle mennesker, man skal til at arbejde sammen med. Er det nogen, der bare vil være med i den periode, de binder sig for i overdragelsen, eller har man reelt set et godt samarbejde? Og der må man sige, at mig og Bjarne, vi samarbejder rigtig godt sammen.

Synergier mellem fabrikker

En af de næste opgaver bliver at øget samarbejde med Merser Pumper og Nymetal, og det er Rasmus Skovgaard overbevist om bliver en god trio, som også kan lære noget af hinanden.

- Nu har vi fået et ben mere at stå på inden for spåntagende bearbejdning i metalindustrien. Nymetal har sit eget rødgods- og alu-støberi. Så det vil sige, at meget af det arbejde, der kommer ind på maskinfabrikken i Nykøbing, det kommer jo fra eget støberi, så man har en hel værdikæde, hvor man kan tilbyde selvstøbte og bearbejdede emner til kunden. Hos RM Fintech laver vi rigtig meget automatiseret bearbejdning, i noget større stykantal. Vi laver rigtig mange støbte emner i støbejern og kører på højere en væsentlig automationsgrad og kan derved producere omkring 100.000 emner om måneden, forklarer Rasmus Skovgaard, og fortsætter:

- Så vi skal blive bedre til at trække på nogle af de kompetencer, som vi har i og med, at vi er blevet en større organisation. Vi bliver stærkere og har flere heste at spille på. Nu er der måske nogen, der ved noget om noget, man måske ikke var så god til før, men nu har vi det internt i organisationen. Vi er for eksempel begyndt at stille nogle robotter op på Nymetal og kan bruge nogle af de kompetencer, som vi har her hos RM Fintech. Det havde formentlig været en stor mundfuld før, hvor nu er det inden for relativt kort rækkevidde at få det i gang.

Han nævner også opgavefordelingen mellem fabrikkerne som et punkt, hvor der er nye muligheder.

- Der er måske ting, som kører på de forskellige fabrikker, som egner sig bedre til den anden produktion, og det har vi i hvert fald muligheden for at rykke lidt rundt på nu. Og så har vi jo vores egen produktion fra Merser Pumper, og der har vi nydt godt af, at vi har kunnet lægge de forskellige emner ud, hvor det passede bedst, slutter Rasmus Skovgaard.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094