Værktøjsproducent har halveret sit CO2-aftryk
Det går stærkt hos Sandvik Coromant. På fire år siden 2019 har virksomheden halveret sit CO2-aftryk.
Den svenske producent af skærende værktøjer til metalindustrien har knap 8000 medarbejdere i hele verden.
- Vi har indarbejdet bæredygtighedsmål i vores praksis gennem et stykke tid, siger Patrik Eurenius, bæredygtighedschef hos Sandvik Coromant.
Sandvik Coromant vil inden 2035 nå ned på netto nul-udledning af CO2, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
Virksomheden samarbejder med den uafhængige organisation Science Based Targets Initiative, som verificerer virksomheders klimaarbejde.
- At forpligte sig til videnskabeligt baserede mål er en afgørende del af vores bæredygtighedsstrategi, siger Patrik Eurenius.
Science Based Targets Initiative er et samarbejde mellem flere globale non-profit organisationer, deriblandt Verdensnaturfonden. SBTi definerer og fremmer best practice inden for reduktion af emissioner og net-zero-mål.
Genbrug af værktøjer
Sandvik Coromant har i processen forpligtet sig til at nå net-zero for scope 1 og 2 i 2035. Scope 1 og 2 dækker over virksomhedens egen klimabelastning.
Sandvik Coromant arbejder også på at blive mere end 90 procent cirkulær i 2030, og virksomhedens tilbagekøbsordning til genbrug af brugte hårdmetalværktøjer udgør en vigtig del af deres cirkulære strategi.