23948sdkhjf

Robotool hjalp slangerobotter i mål

Tre ufuldendte oprulningsrobotter til haveslanger førte til et samarbejde mellem Lynddahl og Robotool

- Vi havde bestilt tre nye oprulningsrobotter til haveslanger, men så gik vores leverandør desværre konkurs. Vi stod således med tre ufærdige maskiner, mens vi havde øget ordretilgang. Det var en uheldig situation, hvor vi heldigvis fik fat i Robotool. De var klar på en udfordring og gik straks i gang med de halvfærdige anlæg. De kom også med forslag til forbedringer og fik på tre måneder oprullerne til at fungere. Programmeringsmæssigt var oprullerne ikke optimeret, men Robotool fik implementeret væsentlige forbedringer og de blev gjort klar til test, hvilket vi var meget glade for.

Det siger Lars Bang Jønsson, head of technology group hos Lynddahl, der er en af Nordeuropas største producenter af ekstruderede slanger.

Projektleder Ingolf Sveidahl fra Robotool giver ham ret. Udredning af de indviklede, grundstødte oprullere var noget af en mundfuld:

- Det var lidt et detektivarbejde at overtage et halvkørende projekt, hvor tegningsmaterialet mildt sagt ikke var optimalt. Men vi fandt ud af, hvad der virkede, og hvad der var en ”ommer”. I dag står alle tre robotter på fabrikken og opruller haveslanger på fuld kraft i forskellige længdesegmenter.

- Robotool arbejdede dag og nat for at få anlægget færdigt til tiden, og vi var ilde stedt, hvis ikke vi havde samarbejdet med dem. Vi er meget tilfredse med samarbejdet, og vi håber snart at kunne bestille endnu et anlæg til oprulning af haveslanger. Ved et fjerde anlæg vil vi helt klart gøre brug af vores fælles erfaring fra de tidligere anlæg, så processen bliver optimeret fra start, siger Lars Bang Jønsson.

Fra slanger til fiskerens

På baggrund af succesen med haveslangerne bad Lynddahl Robotool om at konstruere en opruller til såkaldte biomedier. Betegnelsen dækker over en bred vifte af særligt designede produkter til biologisk vandrensning, for eksempel i et cirkuleringsanlæg i akvakultur-industrien.

De færdige emner, der er udformet som tynde chips, har en stor porøs overflade og giver derfor masser af plads til gavnlige aerobe/anaerobe bakterier, der finder grobund i de mikroskopiske porer. Uønskede stoffer og partikler i vandet i for eksempel en fiskedam nedbrydes af anaerobe bakterier. Derved reguleres indholdet af nitrat, nitrit og ammoniak i vandet.

Til oprulleren af biomediet har Robotool designet en ekspanderende kerne, som sikrer stram oprulning. Når den ønskede produktlængde er opnået, kan kernen kollapse, således produktet kan fragtes til efterfølgende produktionstrin.

- God automation frigør den tidligere manuelle arbejdskraft, så stærke kompetencer kan blive brugt et andet sted og støtte virksomheden på øvrige udviklingsområder. Det er generelt en god lean-tankegang at sikre bedst udnyttelse af de kompetencer, vi har i organisationen. Det har vi haft fokus på igennem disse automatiseringsprojekter, hvor vi ikke skulle afskedige, men i stedet gøre brug af omplacering og derved kunne højne vores kvalitet og output i andre af virksomhedens segmenter, slutter Lars Bang Jønsson.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.

Se nøgletal for:
Læs mere om: robotter
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.785