23948sdkhjf

Seks projekter får 1,25 milliarder kroner til at lave grøn brint

Danmarks første PtX-udbud har uddelt støtte til seks projekter, men interessen var langt større

Danmarks første udbud af støtte til Power to X-projekter er blevet afgjort.

Seks projekter, der skal producere grøn brint, har fået tildelt i alt 1,25 milliarder kroner.

Det melder Energistyrelsen samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi investerer massivt i en teknologi, der omdanner grøn strøm til brint og til brændstoffer, som kan få fly på vingerne og hældes i tanken på et skib, udtaler klimaminister Lars Aagaard (M) i meddelelsen.

Udbuddet blev åbnet for ansøgere i april, og puljen har været oversøgt.

Energistyrelsen har modtaget ansøgninger for mere end fire milliarder kroner, selv om puljen kun indeholder 1,25 milliarder kroner.

Det betyder, at markedsinteressen for at få støtte til at opføre PtX-anlæg er stor, konstaterer klimaministeren.

- Jeg er glad for, at branchen har vist så stor interesse for at komme i gang, siger han i meddelelsen.

Power to X (PtX) er en metode, der kan producere grønne brændstoffer ved blandt andet at bruge strøm fra vedvarende energikilder som solceller og vindmøller.

Produktionen af grønne brændstoffer fra PtX-anlæg er afgørende for, at eksempelvis skibs- og luftfarten kan omstilles.

Folketinget vedtog i 2022 en aftale om, at der skal bygges PtX-anlæg i Danmark med en kapacitet på 4-6 GW i 2030.

Dette udbud har givet støtte til seks projekter, der tilsammen vil opføre en kapacitet på 280 MW.

Der går 1000 MW på 1 GW.

Der skal derfor meget mere til, hvis målet skal nås.

- Det første udbud må ikke blive en enlig svale, siger Kristian Jensen, direktør i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.

Den store interesse for udbuddet vidner om, at der er behov for flere udbud for at få gang de mange brint- og PtX-projekter, der er planlagt, fortæller han videre.

- Nye udbud er en nødvendighed for at indfri vores mål om 4-6 GW elektrolyse i 2030.

Der er tale om fire virksomheder, der har fået støtte til i alt seks projekter.

Virksomhederne er Plug Power, European Energy, Electrochea og HyproDenmark.

Projekterne skal ligge i Holstebro, Esbjerg, Padborg, Rybjerg, Rødekro og Fredericia.

Det største støttebeløb tilfalder European Energys anlæg i Padborg. De får tildelt over 910 millioner kroner.

Virksomhederne har konkurreret om, hvem der kunne tilbyde den laveste pris per produceret energienhed.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094