23948sdkhjf

Dobbeltinvestering hos fynsk overfladebehandler

NOF har udfaset chrom6 i nyt forkromningsanlæg og har opgraderet inden for elgalvanisering

EU har løbende skærpet kravene til brug af chrom6, og hos fynske NOF har man taget konsekvensen og nu erstattet det problematiske stof med chrom3 i et af virksomhedens anlæg.

- Problemet er, at nogle steder, der kan man ikke gå væk fra hexavalent chrom. Det er blandt andet, hvis man snakker hårdforkromning. Der, hvor man nok ender, er, at man siger, at alt det man kan lave uden chrom6, skal man selvfølgelig gøre. Og det er det, vi kalder dekorativt krom, altså til vandhaner og så videre, forklarer Lars Nielsen, administrerende direktør hos NOF.

Hos den fynske overfladebehandler beskæftiger man sig både med hårdforkromning og dekorativ forkromning, og skiftet til chrom3, i den dekorative afdeling ligger derfor lige til højrebenet.

- Vi laver for eksempel mange ting til VVS-branchen; fittings, omløbere, nipler, ventilhuse og den slags ting, siger Lars Nielsen.

- Hårdforkromning laver vi i en anden afdeling, og her er der endnu ikke nogen erstatning for chrom6, men vi følger udviklingen, og så snart der er mulighed for noget nyt, vil vi også her sadle om så hurtigt som muligt, tilføjer han.

Bedre arbejdsmiljø

Forkromningen sker i et automatiseret anlæg, og skiftet til chrom3 giver en række fordele for NOF, både når man snakker arbejdsmiljø og miljø.

- Det er jo ikke kræftfremkaldende som chrom6, så du behøver ikke at bruge alle de værnemidler, som man skal med hexavalent krom. Rent miljømæssigt er det heller ikke så farligt, fordi du kan afgifte totalt. Så man kan sige, både miljø- og arbejdsmæssigt, er det jo betydeligt bedre. For kunderne er der ikke nogen forskel. De kan ikke se, om det er chrom6 eller chrom3, der er lagt på, lyder det fra Lars Nielsen.

NOF kan levere forkromning baseret på chrom3, der lever op til kravene i Reach og ROHS-direktiverne.

Kan galvanisere større emner

Det nye anlæg til forkromning er dog ikke den eneste investering, NOF har foretaget. Der er nemlig også udvidet markant inden for elgalvanisering. På det nye anlæg kan man tage emner op til 3.500x1.400x600 mm og op til 450 kg.

- Grunden til, at vi har udvidet er, at vi har fået flere kunder. Førhen kunne vi lave emner op til 2,1 meter i længden, men nu har vi udvidet til 3,5 meter. Så det er nogle rimelig store kar, der er kommet op, siger Lars Nielsen.

De store emner produceres blandt andet til landbrugssektoren, men i det hele taget er det metalindustrien generelt, der efterspørger muligheden for at forzinke større emner.

- Det er et brugt anlæg, vi har købt hos Micro Matic inde i Odense. Derfor har vi fået det til rimelige penge i forhold til, hvad et nyt koster, og så har vi bygget det ud. Det er lavet med helt nye kraner og så videre, så det skulle gerne kunne begå sig i lang tid frem, forklarer Lars Nielsen.

Kort ordrehorisont

Han anslår, at NOF har investeret et par mio. kr. i udvidelserne. De penge skulle til gengæld være godt givet ud; dels til at fremtidssikre forkromningen, og dels til at give større fleksibilitet i forzinkningen. Overfladebehandleren kæmper nemlig som mange andre i branchen med en ordrehorisont, der ikke rækker mange dage ud i fremtiden.

- Vi er jo sidste led i kæden, og 70-80 procent af det, vi får ind i huset, ved vi faktisk ikke, at det kommer. Det dukker bare op. Så kan vi risikere, at der kommer fire fulde lastbiler den ene dag, og måske kun én den næste dag. Det giver sådan nogle pukler hele vejen igennem. Men der har vi jo så fået øget kapaciteten ret voldsomt på galvaniserigsanlægget. Samtidig med at det kan tage lange emner, så kan det også tage mange små i stedet for. Så på den måde har vi i hvert fald øget kapaciteten med omkring 40 procent, siger Lars Nielsen.

Han konstaterer da også, at der stadig er masser af arbejde på trods af den globale uro.

- Det går fornuftigt. Vi kan godt mærke, at der er flere, der holder lidt igen, men vi må ikke klage. Vi har da noget helt tiden. Men det er meget op og ned i øjeblikket, slutter Lars Nielsen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: overfladebehandling
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.724