23948sdkhjf

Øget fokus på samarbejdet med virksomhederne sikrer erhvervsskole topkarakter

Hos Mercantec har man sat alt ind på at styrke samarbejdet med de virksomheder, som aftager skolens elever. Det har givet pote

For nyligt offentliggjorde SMVdanmark en analyse, hvor danske virksomheder vurderede samarbejdet med landets erhvervsskoler. En af de skoler, der scorede højt på flere uddannelser, var Mercantec i Viborg. Det var blandt andet i forhold til uddannelseslinjerne automatik & proces samt industritekniker og personvognsmekaniker.

Her er en af hemmelighederne, at man har øget fokus på kommunikationen med elevernes lærepladser. Gennem en række tiltag bestræber skolen sig på at styrke elevernes forløb og undgå eventuelle konflikter mellem eleven, virksomheden og uddannelsesstedet.

Skolen inviterer mestre og elever til dialogmøder og hjælper elever til løbende at briefe lærepladsen om egen læring og ønsker om ny viden. Desuden har Mercantecs virksomhedskonsulenter intensiveret det opsøgende arbejde for at få viden til eventuel opdatering af uddannelser. Målet er styrke både elevernes læring og virksomhedernes lyst til at tage nye lærlinge ind, og derfor er det vigtigt for erhvervsskolen, at samarbejdet med virksomhederne kører på skinner, fortæller uddannelseschef John Hansen.

- Det er altafgørende for vores elever, at de kommer ud og får omsat teori til praksis hos virksomhederne. Derfor er det utroligt vigtigt for os at, at virksomhederne oplever samarbejdet med os som positivt. Det har vi for øje, og vi igangsætter løbende tiltag for at styrke samarbejdet, siger han.

Handling bag ordene

Når eleverne fra uddannelserne automatik & proces, industritekniker og personvognsmekaniker er på virksomhedsophold, skriver de hver fredag en status til deres mester. I den fortæller de, hvad de har udrettet i den aktuelle uge, hvad de har lært, og hvad de vil arbejde videre med. Formålet er at hjælpe mesteren med at guide den enkelte elev, sådan at begge parter får mest muligt udbytte af forløbet.

- Vi kan som erhvervsskole nok i nogen grad være lukket om os selv og vores opgave. Virksomhederne har jo forventeligt fokus på deres egen forretning og på at drive den. Eleven står imellem os, og det er vores opgave som skole at forsøge at styrke dialogen og dermed samarbejdet mellem parterne, siger John Hansen.

Ud over ”fredagsbrevet”, som tiltaget hedder på Mercantec, arrangerer erhvervsskolen løbende en række eftermiddags- og aftenmøder, hvor elevernes læremestre i virksomhederne, eleverne selv og deres undervisere på skolen sætter sig sammen over en kop kaffe. Her bliver alle udfordringer, ønsker og mål vendt. Næste skridt i virksomhedsforløbet aftales, og der forventningsafstemmes parterne imellem. Erhvervsskolens virksomhedskonsulenter har desuden intensiveret det opsøgende arbejde blandt virksomhederne, hvor de skaffer sig indsigt i deres behov, når det gælder nyuddannet arbejdskraft.

- Det handler langt hen ad vejen om at få adgang til informationer, vi kan bruge til at udvikle vores uddannelser. Vi får indsigt i, hvor virksomhederne og deres brancher bevæger sig hen. Det giver os så mulighed for at udvikle for eksempel specialmoduler, sådan at vores elever lever op til de aktuelle krav, siger John Hansen.

Gode redskaber til at hjælpe lærlingene

En af de virksomheder, der har givet Mercantecs samarbejdsfærdigheder gode ord med på vejen, er Mit Autoværksted i Viborg. Værkstedet modtager lærlinge fra skolen, og direktør Per Carstensen roser skolens tilgang til virksomhedssamarbejdet.

- Vi oplever, at vi har et rigtigt godt samarbejde med Mercantec. Når vi ringer til skolen, bliver telefonen altid taget, og de lytter til, hvad vi har på hjertet. Vi har desuden løbende været inviteret med til en lang række begivenheder på skolen, hvor der har været fokus på lærlingene. Det har vi været rigtigt glade for, siger han.

De mekanikerlærlinge, der får en læreplads hos Mit Autoværksted, kommer under værkfører Claus Rohdes kyndige vinger. Han sætter i høj grad pris på sin lærling Aksel, der er elev på Mercantecs personvognsmekanikerlinje. Som ansvarlig for de kommende mekanikeres udvikling, drager Claus Rohde stor nytte af de fredagsbriefinger, han ugentligt får fra Aksel.

- Jeg får et skriv med en status på, hvordan han har brugt sin arbejdstid. Det er også her, han for eksempel kommer med ønsker til mig omkring det, han gerne vil lære mere om. Her er det så min fornemste opgave at guide ham hen til den viden, han rent faktisk vil få brug for i faget som automekaniker, fortæller han.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125