23948sdkhjf

Nordjyder skal bygge kæmpe varmepumpe hos sjællandsk varmeværk

Den nordjyske specialist i vedvarende energi, Aalborg CSP, har modtaget en ordre på endnu en varmepumpe til fjernvarmeproduktion. Ordren til Envafors er en totalentreprise bestående af en 10,2 MW luft-til-vand varmepumpe med tilhørende veksler og rør samt integration med fjernvarmeværkets eksisterende anlæg, som inkluderer både et solvarmeanlæg og en halmkedel.

Med etableringen af den nye varmepumpe vil Envafors være i stand til at øge og yderligere optimere fjernvarmen lokalt og sikre tilstrækkelig varmekapacitet til at forsyne såvel nuværende som fremtidige fjernvarmekunder med fjernvarme.

De seneste års stigninger i priserne på fossile brændstoffer har bidraget til en acceleration af den grønne omstilling på tværs af brancher og industrier. Envafors, der blandt andet står for varmeforsyningen i Slagelse, Korsør og Halsskov, har blandt andet integreret solvarme og biomasse samt nu flere varmepumper.

Synergi mellem varmepumpe, sol og halm

Varmepumpeanlægget, som er specifikt tilpasset Envafors’ energibehov og eksisterende anlæg, anvender udeluft som varmekilde til varmeproduktionen. Anlægget bidrager ydermere til en optimering og effektivisering af fjernvarmeværkets eksisterende solvarmeanlæg og halmkedel.

Varmepumpen gør det blandt andet muligt at udnytte solvarmen mere effektivt, da varmepumpen optimerer returtemperaturen i solvarmeanlægget i solfattige måneder. Der sendes således koldere vand ud til panelerne, som dermed optager mere varme fra solen, hvilket er med til at øge den samlede effektivitet af anlægget. Energien fra solvarmeanlægget er ligeledes med til at forbedre virkningsgraden i varmepumpen i de perioder, hvor det giver størst effektivitet.

Ved at integrere og kombinere flere grønne teknologier i deres fjernvarmeforsyning kan Envafors tilpasse driften af deres anlæg i overensstemmelse med de eksisterende forhold - dette være sig vejr, elpriser med mere – og herved opnå en mere effektiv og fleksibel varmeforsyning. Med etableringen af den nye varmepumpe kan Envafors dermed udnytte energien fra solceller og vindmøller til produktion af fjernvarme, når markedspriserne på elektricitet er lave.

Carsten Lunde, energichef hos Envafors, udtaler:

- Vi glæder os til endnu et stærkt samarbejde med gode kompetente leverandører til den fortsatte omstilling af vores varmeforsyning fra grøn energi, baseret på biomasse, til mere vedvarende energikilder. Samspillet mellem sol, biomasse og varmepumpe vil her gå hånd i hånd, med fokus på effektivitet og bedst mulig udnyttelse af de energikilder, som er til rådighed.

Fortsætter samarbejde

Det nye varmepumpeanlæg i Halsskov er ikke første projekt, som Aalborg CSP og Envafors har samarbejdet om i forbindelse med fjernvarmeværkets overgang til en grønnere og mere bæredygtig varmeproduktion.

I 2019 leverede Aalborg CSP et 11.733 kvadratmeter stort solvarmeanlæg med en kapacitet på 8 MW til SK Forsyning – nu Envafors. Formålet med solvarmeanlægget var at nedbringe fjernvarmeværkets afhængighed af naturgas samt stabilisere energipriserne. Anlægget blev ligeledes integreret med det eksisterende halmvarmeværk for en mere fleksibel varmeproduktion.

- Vi er enormt stolte over at være valgt til at levere den nye varmepumpe hos Envafors og har fra starten syntes, at projektets integration og samspil med det eksisterende system er rigtig spændende og giver billigere fjernvarme. Og så er vi ikke mindst stolte over, at vores gode kunder vender tilbage og ser frem til et godt projektsamarbejde med etablering af varmepumpen tæt på solanlægget fra Aalborg CSP, udtaler Svante Bundgaard, administrerende direktør hos Aalborg CSP.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094