23948sdkhjf

Beskæftigelsen er endnu tættere på tre millioner

Antallet af lønmodtagere steg i juni med 3.500 og udgør nu 2.996.150. Det viser tal fra Danmarks Statistik

Antallet af lønmodtagere i Danmark nærmer sig støt de 3 millioner.

Det viser Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede opgørelse over beskæftigelsen for juni, som udgjorde 2.996.150 personer.

Det er en stigning på 3.500 personer, svarende til 0,1 procent, og med en enkelt undtagelse er beskæftigelsen nu steget 29 måneder i træk.

Og det er en smule overraskende, at beskæftigelsen fortsætter med at stige i en tid, hvor økonomien står stille.

- Forklaringen kan være, at det går godt i brancher med mange ansatte i forhold til omsætningen så som restauranter, at virksomhederne har haft mange ubesatte job, og at det jo sådan set er blevet billigere at ansætte folk, fordi reallønnen er faldet, skriver Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, i en kommentar.

Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, mener dog, at vi skal forberede os på, at det snart kan gå den anden vej igen.

- Den økonomiske afmatning har ramt vores største nærmarkeder i Tyskland og Sverige, hvilket presser eksportvirksomhederne. Dertil halter privatforbruget sig frem i et nedsat tempo efter det massive tilbageslag i 2022, skriver han i en kommentar.

Han tror dog på en forholdsvis blød landing i og med, at beskæftigelsen ligger på et historisk højt niveau, og at der stadig er virksomheder, der har problemer med at skaffe nye medarbejdere.

Fremgangen i beskæftigelsen er bredt funderet, idet den gælder for 14 af 19 brancher.

Det er den private sektor, der trækker læsset med 4.300 flere beskæftigede, mens der blev 800 personer færre i den offentlige sektor.

Branchemæssigt er det særligt transport og handel, der mærker fremgang, mens undervisning og socialvæsen trækker i den anden retning.

Stigningen indenfor transporten er dog af mere teknisk karakter, fordi tidligere selvstændige nu regnes som lønmodtagere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078