23948sdkhjf

Regeringen vil skabe klarhed for vigtig klimateknologi

Nyt klimaudspil fra regeringen skal skabe klarhed om udbud. På kort bane giver det lidt færre CO2-reduktioner

At fange og gemme CO2 væk i undergrunden er udset til at være en central del af vejen til at nå Danmarks klimamål, og der er de seneste år afsat flere puljer med milliarder til at hjælpe teknologien i gang.

Nu er regeringen klar med et udspil, der skal skabe klarhed for branchen, så det er mere sikkert, at teknologien kan indfri den store andel af reduktioner i drivhusgasudledningen, som der satses på.

- Vi skal have nedsat risikoen for, at vi ikke når ambitionerne. Det her er regeringens svar, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) mandag på et pressemøde på Avedøreværket i Hvidovre.

Der er de seneste år aftalt flere puljer med milliarder, som skal sikre, at der kommer gang i industrien. De løber op i knap 40 mia. kr., men en del af dem er allerede udmøntet.

Det er derfor cirka 27 mia. kr. tilbage, som skulle være udmøntet i flere mindre dryp. Dem vil regeringen nu samle til to store udbud i juni 2024 og et år senere på henholdsvis 10,5 og 16,3 mia. kr.

Samtidig stilles der fra politisk side krav om, at der skal være fuld effekt i 2029 i stedet for 2030. På den korte bane betyder det dog, at der kan forventes lidt mindre reduktioner fra teknologien.

Det skyldes, at der med de hidtidige udbudspuljer var lagt op til en gradvis indfasning, hvor der undervejs blev lagret lidt CO2, inden den fulde effekt ventedes på et senere tidspunkt.

- Det er hammer irriterende. Og det er heller ikke min favorit, at det er sådan. Men det handler om at få lavet et setup, hvor de meget store udledere kan byde sig til.

- Så jeg veksler en lillebitte forsinkelse med langt, langt større sikkerhed for, at vi når det ultimative mål - den fulde fangst - og det rykker vi frem til 2029, siger Lars Aagaard.

Fra erhvervslivet er der ros til regeringen for nu at ville lave en samlet pulje:

- Det er afgørende for, at Danmark når sine klimamål, samtidig med at vi etablerer en konkurrencedygtig CCS-industri langs hele værdikæden, siger Anne Højer Simonsen, vicedirektør i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

CCS står for carbon capture and storage, det vil sige fangst og lagring af CO2.

Det er en klimateknologi, der går ud på at fange CO2 fra røggasser og lagre den permanent i undergrunden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063