23948sdkhjf

Alfa Lavals omsætning slog rekord i 2022

Alfa Lavals danske forretning kom styrket ud af 2022. Omsætningen landede på 6,4 mia. kr.

Alfa Laval i Danmark øgede i 2022 omsætningen med over 11 procent i forhold til året før. 

Omsætningen steg til 6,4 mia. kr., hvilket var rekord for de fem danske selskaber, der udgør Alfa Laval i Danmark.

Væksten skyldes ifølge en pressemeddelelse større efterspørgsel på miljøløsninger, der kan reducere udledningen af drivhusgasser og effektivisere energiforbruget. Årets resultat endte på knap 507 mio. kr.

- Vi er meget tilfredse med omsætningsfremgangen, og der er ingen tvivl om, at 2022 var et godt år for os. Der er stigende opmærksomhed på klimaet og CO2-udledninger samt energieffektiviseringer, og det smitter af på os, fordi vi kan tilbyde en lang række løsninger, der taler ind i den grønne omstilling, siger Managing Director Per Lund Hansen fra Alfa Laval i Danmark i pressemeddelelsen. 

Har investeret i test- og innovationscenter

Alfa Laval i Danmark foretager løbende investeringer, og det resulterede blandt andet i indvielse af et nyt innovations- og testcenter i Søborg sidste år. 

Her tilbyder Alfa Laval blandt andet bryggerier at teste koncentrater af deres øl med den patenterede Revos-teknologi, der gør det muligt at trække vand ud af færdigbrygget øl og tilsætte vandet igen, når øllet skal bruges, uden at hverken smag, aroma eller alkoholprocent påvirkes.

- Ved at trække vandet ud og tilsætte det igen, når øllet skal bruges, sparer bryggerierne en meget betydelig del af transporten, hvilket naturligvis nedbringer udledningen af CO2. Samtidig nedsættes behovet for lagerplads på barer eller restauranter, hvor øllet sælges, hvis de benytter vores dispenseringssystem. På vores anlæg i Søborg kan bryggerierne teste, hvordan det virker, og de ikke kan smage forskel. Vi har store forventninger til teknologien, siger Per Lund Hansen i pressemeddelelsen.

Investeringer i de danske selskaber førte også til ansættelse af flere medarbejdere. 

For eksempel steg antallet af medarbejdere på sitet i Kolding med 121 medarbejdere. En stor del af forklaringen var flytningen af aktiviteter fra Eastbourne i England til Alfa Laval i Kolding, som fremstiller pumper, ventiler og tankudstyr til blandt andet fødevareindustrien samt den farmaceutiske og kosmetiske industri. 

Styrket bæredygtig profil

Opkøb er ifølge pressemeddelelsen også et led i Alfa Lavals strategi, og i 2022 opkøbte Alfa Laval de to virksomheder Scanjet og Desmet Group. 

Scanjets intelligente tankstyringsløsninger bidrager til Alfa Lavals bæredygtige løsninger til skibsfarten, mens Desmet Group er førende inden for procesanlæg og teknologier til forarbejdning af spiseolier og biobrændstoffer. 

I 2022 var der blandt andet også stor interesse for Alfa Lavals teknologier til spildevandsbehandling i kommunale rensningsanlæg og hos industrivirksomheder. Samtidig er der øget opmærksomhed på, at spildevand kan være en værdifuld vandressource.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078