23948sdkhjf

Ingeniørvirksomhed skaber elektrolyse-fabrik på rekordtid

Normalt kræver banebrydende ingeniørkunst store forhåndsbeskrivelser og enorme udbudsprocesser. Men den grønne omstilling kræver et andet mindset. Det mener det danske ingeniørhus Dis/Creadis, der har hjulpet med at udtænke og etablere industrikoncernen Topsoes banebrydende elektrolysefabrik i Herning.

- I mange år har der været en alt for traditionel tilgang til udviklingen af grøn energi, men jeg mener, vi er forpligtet til at tænke hurtigt, fordi tiden er knap, og belønningen i sidste ende er enorm. Både økonomisk og samfundsmæssigt, siger Johnny Mikkelsen, head of plant engineering hos Dis/Creadis, i en pressemeddelelse.

Fabrikken i Herning bliver den første af sin slags, der kan levere skelsættende elektrolyseenheder kaldet SOEC til kommende power-to-x-projekter. Tegningerne til den nyskabende fabrik skulle udarbejdes på under 2½ år. En tidsramme, som ville have været utopi, hvis det ikke havde været for ingeniørernes ukonventionelle tilgang.

- Mange ingeniører har brug for at følge en allerede fastlagt vej, men det har vi ikke, fordi vi har været en forsknings- og udviklingsvirksomhed i 27 år, siger Johnny Mikkelsen.

Epokegørende teknologi

Dis/Creadis' rolle i projektet har omfattet alt fra udvælgelse af komponenter til det overordnede design af fabrikken. I løbet af projektet stillede Dis/Creadis omtrent 80 erfarne ingeniører og projektledere til rådighed i et skalérbart format, som gjorde det muligt for Topsoe at optimere deres egne organisatoriske behov, samtidig med at omkostningerne blev minimeret.

Opgaven fra Topsoe var absolut ikke simpel. SOEC (Solid-Oxide Electrolysis Cell) adskiller sig fra andre elektrolyse-teknologier ved at bruge damp i stedet for flydende vand, når vandmolekyler skal spaltes til brint og ilt. Brinten kan herefter bruges til at producere grønne brændstoffer.

SOEC har historisk været mindre attraktiv i kommerciel sammenhæng, fordi omkostningerne har været for høje i forhold til kapaciteten. SOEC-teknologien har dog en virkningsgrad så høj, at den rette produktionsmetode kan blive afgørende på markedet for grøn brint.

- Vi er glade for at bidrage til at skubbe hele brintindustrien fremad. Vi stræber efter at bringe ny teknologi hurtigere på markedet gennem partnerskaber med nøglespillere som Topsoe. Markedet for PtX er umodent, og vores tilgang er at være innovative og ty til forskning og udvikling som det allerførste, siger Johnny Mikkelsen.

Endnu en fabrik på vej

Siden grundlæggelsen i 1997 har Dis/Creadis beskæftiget sig med at finde nye og bedre løsninger på tekniske udfordringer med en udviklings- og forskningsbaseret tilgang. Det var kærkomment hos Topsoe, som havde brug for en partner, der kunne tænke og agere hurtigt.

- Vi er imponerede over Dis/Creadis' fokus på detaljen, deres tekniske ekspertise og deres evne til at styre projektet med høj kvalitet. De har været en afgørende partner for os, fordi de har fremskyndet vores time to market på grund af deres store viden og evnen til at levere de nødvendige ressourcer til tiden, siger Jonas Skovborg, head of SOEC plant development hos Topsoe.

1. maj 2023 tog Topsoe det første formelle spadestik til at bygge fabrikken i Herning. Fabrikken skal i første omgang producere elektrolyseteknologi med en kapacitet på 500 megawatt om året. Aftageren af elektrolyseenhederne er amerikanske First Ammonia. Fabrikken er anslået til at koste 2 mia. kr. og er den største enkeltinvestering nogensinde for Topsoe. Dis/Creadis forventer at kunne bruge momentum og teamet, der er etableret på projektet i dag, til at fortsætte partnerskabet med Topsoe og deres fremtidige etablering af nye produktionsanlæg globalt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109