23948sdkhjf

Lem Beslagfabrik skifter navn: Tiden var løbet fra det gamle

Siden 1982 har Lem Beslagfabrik ligget på Nylandsvej i Lem med familien Lambæk som ejere.

Det ændres der nu på. Ikke på beliggenheden eller ejerskabet, men på navnet.

- Vi har nu siden 1982 heddet Lem Beslagfabrik, men med tiden er beslag-delen blevet mindre. Vi har i dag meget mere spåntagning, laserskæring og svejsning. Derfor syntes vi, at navnet var så misvisende, at vi var nødt til at gøre et eller andet, forklarer Søren Lambæk, der ejer virksomheden sammen med broderen Peter Lambæk og søsteren Lisbeth Hansen.

Kravene til det nye navn var, at det skulle være mere tidssvarende, og for at opfylde det krav har de tre ejere gravet dybt i virksomhedens historie.

- Vi blev enige om, at vi skulle tilbage til rødderne. I 1970’erne, da det var vores far, der sad for bordenden, der hed det Lambæk Maskinfabrik, så vi har valgt, at vi bare kalder os Lambaek i stedet for Lem Beslagfabrik, fortæller Søren Lambæk.

Beslagproducent ved et tilfælde

Lambæk Maskinfabrik blev grundlagt af faderen Svend Lambæk, der var uddannet ingeniør. Fabrikken lavede i 1970’erne stålspær til maskinhuse, landbrug, mindre fabrikker og så videre.

- Dette fortsatte indtil begyndelsen af 1980’erne, da byggeriet gik meget i stå. Der kom så en beslagproduktion til salg her i byen, fordi indehaveren døde, og enken ville gerne have, at produktionen med et par ansatte blev i byen. Så det overtog min far og bror i 1982 og flyttede produktionen ind i de lokaler, hvor vi er i dag. I 1986 lavede vi et generationsskifte og ejerskifte, hvor vi tre søskende kom med i ejerkredsen, fortæller Søren Lambæk.

Kunder i mange brancher

Beslagproduktionen udgør i dag kun omkring 10 procent af aktiviteterne hos Lambaek. Det skyldes, at kernekunderne, som er i møbelbranchen og vinduesindustrien, efterhånden har flyttet det meste af produktionen ud af Danmark, og derfor har fundet lokale leverandører.

Nedgangen er dog mere end opvejet i underleverandør-delen, der har været støt voksende gennem en årrække, og den vækst skal gerne fortsætte i de kommende år. Det er også en af grundene til navneskiftet.

- Der er mange, der hvis de havde behov for en avanceret dreje- eller fræsedel, så var det ikke lige os, de tænkte på at spørge. Så syntes vi, at det er bedre at have et navn, som folk kan huske. Der er nogen, der i mange år har sagt, at ”det får vi lige lavet ovre hos Lambæk”, så vi tænkte, at det her med at gå tilbage til rødderne og hedde lidt det samme, som vi gjorde i 1970’erne, det giver god mening, forklarer Søren Lambæk.

De fleste kunder findes i en radius på 50-60 kilometer fra fabrikken i Lem, og det er et utal af brancher, der er på kundelisten.

- Det er den grønne omstilling, hvor en af vores store kunder laver brinttankstationer. Vi laver også emner til en producent af affaldspresser. Inden for agrosektoren laver vi noget til producenter af staldinventar og malkerobotter. Og så har vi også stadig kunder inden for møbelbranchen, opsummerer Søren Lambæk.

Han er den eneste af de tre søskende, der er aktive i den daglige drift. Peter Lambæk og Lisbeth Hansen er i dag udelukkende aktive i Lem Beslagfabriks bestyrelse. Virksomheden har netop afholdt en reception for Peter Lambæk, der sidste år trådte ud af ledelsen.

- Han gik på pension sidste år, men vi fik aldrig holdt en afskedsreception, så det gjorde vi i fredags for venner, kunder og så videre. Så kunne vi ved samme lejlighed fortælle vores gæster, at vi kommer til at hedde noget andet, slutter Søren Lambæk.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11