VMP Danmark har overtaget det bestående produktionsapparat, ligesom samtlige medarbejdere har erklæret sig villige til at følge med over i det nye selskab. Derudover har VMP Danmark fået tilført ny kapital, som betyder, at virksomhedens overlevelse er sikret.
- Det har været en turbulent tid med mange udfordringer, men jeg er utrolig glad for, at rekonstruktionen er lykkedes, og at vores kunder hele vejen igennem forløbet har bakket op om os. Dette har selvfølgelig bekræftet os i, at markedet har brug for vores kvalitetsprodukter også i fremtiden, siger direktør Mikael Odgaard.
VMP Danmark er specialiseret i forarbejdning af hovedkomponenter til vindmøllegearkasser samt industrigear. Hovedprodukterne er gearkomponenter, men virksomheden er i stand til at bearbejde ethvert emne op til 3,8x2,1x2,0 meter med en vægt op til 10.000 kg.
Virksomheden er kvalitetscertificeret efter ISO 9001/2008-standarden og Six Sigma-certificeret. Alle komponenter bliver kontrolleret i egen Wenzel 3D målemaskine til sikring af overholdelse af aftalte tolerancer.
