23948sdkhjf

DTU investerer i avanceret testudstyr til bekæmpelse af regnerosion på vindmøller

Med en ny Regn Erosion Tester fra R&D Test Systems, vil DTU kunne videreudvikle på testmetoderne indenfor regns slid på vindmøllevinger

Det er et velkendt og stort problem, at vindmøllevinger, specielt i tip-sektionen, bliver slidt på grund af regn.

Når vingernes belægning bliver ødelagt af regnen, nedsættes vindmøllens effektivitet og dyre udbedringer er nødvendige. Regnerosion er derfor en almindelig udfordring, som både vindmølleproducenter og parkejere har stor interesse i at få løst.

DTU er et af verdens førende forskningsinstitutter inden for regnerosion på vindmøller og har i de seneste mange år deltaget i flere projekter blandt andet sammen med leverandøren af den nye testmaskine, R&D Test Systems. Det er derfor ekstra spændende, at DTU nu får sin egen Regn Erosions Tester, som vil blive brugt på tværs af flere forskellige forskningsprojekter.

En Regn Erosion Tester (RET) er en testmaskine, som er baseret på et trevinget helikopterprincip, hvor et testemne bliver roteret ved høj fart og udsat for regndråber. RET’en danner rammer for de mest realistiske testforhold i et kontrolleret miljø, hvor det er muligt at simulere forskellige typer regn og teste accelereret levetid på forkantsbeskyttelse.

Nye features skal give nye testmetoder

Den RET, som DTU har købt, kommer til at være den mest avancerede på markedet. Den kommer til at kunne emulere regn med tre gange intensitet, fordi regnfeltet kan åbnes op til 1.800 nåle fremfor standard 600 nåle.

Udover øget regndensitet har DTU også valgt at inkorporere en varmepumpe til opvarmning af ventilationsluften. Udover at det mindsker energiforbruget drastisk, giver det også øgede muligheder for at kontrollere temperaturen.

- Det er et kendt problem, at en test-acceleration ved øget hastighed kan forårsage erosionsfænomener, som ikke replikker virkeligheden. Med tre gange flere dråber vil DTU undersøge mulighederne for at accelerere erosionstestene uden at gå på kompromis med resultaterne, forklarer Niels Pedersen, key account manager hos R&D Test Systems.

- Tid er penge, så vores kunder har altid en interesse i at afkorte en testperiode, hvis det kan gøres uden at gå på kompromis med resultaterne, derfor ser vi meget frem til at udvikle en maskine, hvor testene i højere grad kan accelereres ved at øge regndensiteten, uddyber Niels Pedersen.

Den nye testmaskine vil blive installeret ved DTU’s Risø Campus, hvor der vil blive bygget en ny testfacilitet til maskinen.

- For første gang laver vi et specialdesignet testkammer, så DTU har kunnet få præcis de dimensioner, som de ønskede. DTU har ønsket både et større testkammer og mere plads til operatørerne, som samtidig får en af Danmarks bedste udsigter direkte ned til Roskilde fjord, afslutter Niels Pedersen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: vindmøller
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.691