23948sdkhjf

Så meget har de timelønnede fået i lønforhøjelse ved lokale forhandlinger

Hver femte virksomhed har forhandlet løn færdig. Timelønnede får 2,9 procent mere og funktionærer 3,5 procent

Hvor meget stiger lønnen? Sådan har spørgsmålet lydt både under forhandlingerne om de nye overenskomster, og efter at de centrale aftaler mellem arbejdsmarkedets parter blev forhandlet færdige.

Nu er de lokale lønforhandlinger i hus hos 20 procent af virksomhederne, og dermed tegner der sig et billede af resultaterne.

Det skriver Dansk Industri (DI) i en pressemeddelelse.

De første indberetninger fra de lokale lønforhandlinger viser således en gennemsnitlig lønstigning på 2,9 procent til timelønnede medarbejdere og 3,5 procent til funktionærer.

Det fortæller vicedirektør og chef for lønstatistik i DI, Steen Nielsen.

- De første indberetninger fra de lokale lønforhandlinger ligger gennemsnitligt en halv procent højere end sidste år. Men der er altså også nogle virksomheder, der ikke har råd til at give så høje lønstigninger, udtaler han i pressemeddelelsen.

Han fortæller videre, at lønstigningerne generelt ligger i den høje ende, når man sammenligner med lønudviklingen gennem de sidste 20 år.

- Men det er ikke overraskende, når man tænker på den høje inflation, og at mange virksomheder har svært ved at skaffe medarbejdere, siger Steen Nielsen.

Oveni de lokale lønreguleringer kommer de centralt fastsatte stigninger.

I 2023 er dette hovedsageligt stigningen i arbejdsgivers pensionsbidrag fra 8 til 10 procent fra 1. juni. Dette øger virksomhedernes lønomkostninger for de overenskomstdækkede medarbejdere med 1,85 procent, hvilket giver lønstigninger på næsten 5 procent.

- Det er realistisk at forvente, at vi får en reallønsstigning inden alt for længe, når man sammenligner lønstigningerne med inflationen, der er på samme niveau, og som ifølge prognoserne er på vej til at falde, siger Steen Nielsen.

De lokale lønreguleringer af funktionærer ligger gennemsnitligt på 3,5 procent.

Det skyldes ifølge Steen Nielsen, at mange funktionærer ikke er dækket af overenskomst og derfor ikke får den pensionsstigning, som de timelønnede medarbejdere får.

De resterende 80 procent af virksomhederne afslutter deres lokale lønforhandlinger senere på året.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094