Ordren omhandler levering af en helt ny cementfabrik, som skal ligge i Akoga i den kontinentale del af Ækvatorialguinea. Fabrikken får en kapacitet på 3.000 tons pr. døgn.
Leverancen omfatter ingeniørarbejder og alt hovedudstyret herunder kæbeknuser, kegleknuser, Atox råmølle, OK cementmølle, ovn og cross-bar køler, doseringsmaskiner, filtre, pakkeri og et automatiseret kontrolsystem.
- Ækvatorialguinea og de omkringliggende lande er afhængige af importeret cement - og lider følgelig under høje priser og begrænsninger. Fabrikken skal forsyne det lokale marked samt nabolandene. FLSmidth er glad for at kunne bidrage til udviklingen hen imod selvforsyning med cement i denne region, hvilket vil understøtte den sociale og infrastrukturmæssige udvikling. En sådan ordre er baseret på gode kundeforhold og en professionel fremgangsmåde, udtaler koncerndirektør Per Mejnert Kristensen.
Grupo Abayak AKOGA Cemento S.A. er en ny aktør i cementindustrien, men har været beskæftiget med en lang række infrastrukturprojekter i Ækvatorialguinea.
