23948sdkhjf

Topchef stopper hos Bladt Industries

- Vi har brug for et nyt fokus og har derfor besluttet, at der skal nye kræfter til, siger bestyrelsesformanden for Bladt Industries

Anders Søe-Jensen stopper øjeblikkeligt som topdirektør for Bladt Industries. 

Der er formentlig tale om, at bestyrelsen har fyret topdirektøren. I hvert fald er finansdirektør Michael Glavind sat ind som midlertidig direktør fra i dag "og indtil vi har en ny permanent løsning på plads," som det hedder i en pressemeddelelse fra Bladt Industries.

Anders-Søe Jensen blev udnævnt til adm. direktør i Bladt Industries i august 2020. Han har blandt andet gennem det sidste års tid stået i spidsen for opbygningen af en hel ny produktion på Lindø med 400 medarbejdere.

Han har tidligere været offshore-direktør for GE Renewable og direktør for Vestas Offshore Wind.

Bladt Industries angiver ikke nogen specifik årsag til bruddet.

Bladt Industries er ejet af Nordic Capital og har Bjarne Moltke Hansen fra Nordic Capital som bestyrelsesformand. Han udtaler:

- I de næsten tre år Anders Søe-Jensen har været i Bladt har han blandt andet sikret en fyldt ordrebog for de næste to år og initieret en række interne forbedringsprojekter, herunder etableringen af en ny ledergruppe. Vi har nu brug for et nyt fokus og har derfor besluttet, at der skal nye kræfter til på posten som administrerende direktør, og jeg ser frem til snarest muligt at kunne annoncere, hvem der tager over på permanent basis. Jeg vil gerne sige Anders en stor tak for indsatsen og ønsker ham det bedste fremover.

Fortsætter kursen

Det er som nævnt finansdirektør Michael Glavind, som skal tage over i en overgangsperiode.

- Jeg vil nu, med udgangspunkt i det fundament der er opbygget, fokusere på den yderligere forbedring af virksomhedens drift og finansielle performance. Jeg vil køre den satte kurs videre for at sikre, at Bladt for alvor kan udnytte de mange muligheder, det lovende marked for havvind repræsenterer, udtaler Michael Glavind.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062