23948sdkhjf

ReFiber får genvindingspris

I forbindelse med onsdagens store genvindingskonference i Odense Congress Center, uddelte arrangøren, H.J.Hansen Genvindingsindustri A/S, for første gang en særlig genvindingspris på 50.000 kroner.
Prisen gik til Erik Grove-Nielsen fra ReFiber ApS i Roslev, fordi virksomheden med kreativitet og nytænkning har formået at skabe opmærksomhed om genvindingens nødvendighed. Gennem seks år har ReFiber arbejdet med at udvikle en bæredygtig løsning på vindmøllebranchens største affaldsproblem: brugte og udtjente vindmøllevinger. ReFibers løsning går ud på – ved hjælp af et avanceret pyrolyseanlæg – at genvinde vindmøllevinger samt andre former for glasfiberskrot til isoleringsuld og energi.

H.J.Hansens Genvindingspris blev uddelt af en dommerkomite bestående af Finn Buus Nielsen fra Odense Stålskibsværk, Jens Oddershede fra Syddansk Universitet samt Hans Erik Hempel-Hansen, Jens Hempel-Hansen og Thorvald Isager fra H.J.Hansen Genvindingsindustri.

I begrundelsen for valg af prismodtager blev det blandt andet fremhævet, at genvinding af vindmøllevinger indeholder såvel internationale som klimamæssige perspektiver. Dommerkomiteen hæftede sig især ved, at genvinding af vindmøllevinger angår et område, hvor Danmark i forvejen er verdenskendt, nemlig som producent af vindmøller. Derudover betonede dommerkomiteen, at projektet er interessant, fordi det indskriver sig i aktuelle energi– og miljødiskussioner verden over. Brugen af vedvarende energi – i særdeleshed brugen af vindmøller – står højt på mange landes dagsorden. Med genvinding af brugte vindmøllevinger udvides det miljømæssige perspektiv. Endelig lagde dommerkomiteen også vægt på prismodtagerens personlige engagement.

Udover genvindingsprisen på 50.000 kroner modtog Erik Grove-Nielsen også en smuk bronzestatuette, lavet af kunstneren Susanne Kirså.

Kilde: H.J. Hansen Genvindingsindustri

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078