23948sdkhjf

Fra traditionelle tavlebyggere til digitalt automationshus

| Medlemsnyhed | Indrykket af Trimatic Automation A/S

Der er travlhed hos virksomheden Trimatic Automation A/S i Nordborg på Als. Med massive investeringer i uddannelse er det lykkedes virksomheden at tage skridtet fra traditionel tavlebygger til førende digitalt automationshus.

Modsat flere andre virksomheder i branchen kan Trimatic derfor både fastholde og skabe nye arbejdspladser i Danmark.

Hos Trimatic Automation A/S investeres der massivt i uddannelse som led i en ambitiøs vækststrategi. Investeringerne, der løber over flere år, har sikret, at Trimatic som den første og hidtil eneste danske virksomhed netop er blevet Eplan-certificert, og at virksomheden med speciale i bl.a. konstruktion af eltavler i 3D og predictive maintenance både kan reducere fortrådnings- og montagefejl samt produktionstiden væsentligt. 

– Vi konstruerer alle tavler i 3D først. Ud fra tegningerne genereres en stykliste til vores kabelleverandør, der leverer alle ledninger med påprintede numre og i de rette, nøjagtige længder. På samme måde får vi leveret kabinetter, hvor alle huller er boret præcist i henhold til 3D-tegningerne. Når montøren skal samle tavlen, går det derfor væsentligt hurtigere, da han ved, hvor hver eneste ledning skal hen. Den tid, vi har en tavle i huset, er derfor blevet reduceret med over 60 %. Og hvad endnu vigtigere er, at vi kan reducere montagefejl og fortrådningsfejl med hele 95 %, siger Claus Sørensen, der er adm. direktør i Trimatic. 

Kvalitetssikrede løsninger

Som eksempel har Trimatic netop leveret tavleanlæg til en levnedsmiddelfabrik. Hver tavle indeholder 2.500 ledninger og dermed 5.000 ender og potentielle fejl. Ved opstart blev der fundet blot en enkelt fortrådningsfejl. Og hvor det før ville have taget to dages manuelt arbejde at klargøre de 2x2 meter høje kabinetter, er udgiften i dag reduceret til et beskedent beløb hos leverandøren.

– Vi har på mange måder bevæget os langt væk fra den traditionelle tavlebygnings monotome opmåling og klargøring af ledninger og kabinetter. I stedet fokuserer vi tid, energi og ressourcer på den digitale automation og de muligheder, det giver for væsentlige bedre og kvalitetssikrede løsninger, der tilfører kunderne reel værdi, siger Claus Sørensen. 

Uddanner specialister

I takt med Trimatics ekspansion og udvikling til digitalt automationshus er kundekredsen vokset støt og tæller i dag danske og udenlandske virksomheder inden for bl.a. procesindustri, forsyningssektor, offshore, vindmølleindustri samt bryggeri og levnedsmiddelproducenter.

Samtidig har Trimatic en række vigtige kunder i virksomhedens eget lokalområde. For Trimatic er placeret i Sønderborg-området, der er hjemsted for en af Europas førende mekatronikklynger, der er vokset op omkring globale, markedsledende virksomheder som Danfoss og Linak. Trimatic arbejder for flere af mekatronikklyngens helt store industrivirksomheder, men er ligeledes aktiv partner i en række innovative udviklingsprojekter i de mindre virksomheder.

Trimatic beskæftiger i dag 13 medarbejdere, og p.t. er en af medarbejderne certificeret ekspert i Eplan, imens tre andre er færdiguddannede specialister i Eplan. 

– Vi uddanner specialister, der kan tegne og kvalitetssikre optimale løsninger i 3D for vores kunder. Det er herefter helt op til kunden, om de selv ønsker at bygge tavlerne, eller om vi skal varetage hele processen fra A til Z. For os er det vigtigste, at det er let at være kunde hos os, og at vi er agile. Netop agilitet er et væsentligt konkurrenceparameter for os i forhold til de store tavlebyggerfabrikker, der f.eks. kan have vanskeligt ved at håndtere prototyper, siger Claus Sørensen.

Går mod strømmen

Også på flere andre områder går Trimatic mod strømmen i den ellers traditionelle tavlebyggerbranche. Her har det f.eks. i mange år været en udtalt tendens, at arbejdspladserne flyttes til udlandet i jagten på billig arbejdskraft.

– Vi tror på, at vi ved at udvikle både os selv som virksomhed og branchen som helhed kan være med til at sikre, at arbejdspladserne i automationsbranchen i højere grad fastholdes og placeres i Danmark. Vi kan ikke konkurrere på løn, når det handler om at bore huller i kabinetter eller opmåle og samle ledninger. Men vi kan dygtiggøre os inden for integrationen mellem den digitale verden og den fysiske produktion og på den måde være blandt frontløberne i den fjerde industrielle revolution, slutter Claus Sørensen.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Trimatic Automation A/S

Storegade 82
6430 Nordborg
Danmark
Trimatic Automation A/S

Send til en kollega

0.17