Flere krav kræver bedre overblik
Kravene til data og dokumentation fylder mere hos mange virksomheder – også når man ikke selv er direkte omfattet af dem. Som underleverandør til industrien mærker vi den udvikling hos RiTEK, og det er en af grundene til, at vi nu har udarbejdet vores første ESG-rapport.
Som mange virksomheder efterhånden har mærket, er der kommet mere at holde styr på.
ESG, CBAM, producentansvar, PPWR – og dertil de krav til data og dokumentation, som kommer fra kunder og andre steder i værdikæden.
RiTEK er ikke direkte underlagt alle kravene. Men som underleverandør til industrien er vi en del af mange værdikæder, og derfor lander en del af kravene alligevel hos os. Vi skal i stigende grad kunne dokumentere, hvordan vi driver virksomhed, og kunne levere de oplysninger, vores kunder efterspørger.
Samtidig er RiTEK vokset gennem årene. Vi er blevet flere, vores forretning har udviklet sig, og det stiller også større krav til vores eget overblik og den måde, vi arbejder med data og dokumentation på.
Det er med det udgangspunkt, vi har udarbejdet vores første ESG-rapport.
Arbejdet med rapporten har givet os mulighed for at samle data på tværs af virksomheden og få et langt bedre indblik i, hvor vi faktisk står. Vi har blandt andet kortlagt vores CO₂e-udledning og samlet oplysninger om vores miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold.
2025 er vores baseline. Vi er ikke i mål, og det er heller ikke det, rapporten skal vise. Den giver os et konkret udgangspunkt, som vi kan arbejde videre fra og bruge til at se, hvor vi kan gøre tingene bedre.
Samtidig står vi nu bedre rustet til at imødekomme den efterspørgsel på dokumentation, vi møder som underleverandør – og vi har fået et bedre grundlag for at udvikle RiTEK videre.
Læs RiTEK's ESG rapport her: