Trumps 'tyrkertold' kan presse prisen på armeringsstål

| Medlemsnyhed | Indrykket af Lemvigh-Müller A/S

Hen over sommeren er stålpriserne, set over en bred kam, steget – og pilen peger fortsat opad. Situationen i Tyrkiet kan dog sætte priserne på skrotbaserede stålprodukter under pres.

Da Donald Trump i foråret indførte global straftold på import af stål og aluminium til USA kickstartede han en dominoeffekt af modtræk fra resten af verden.  Fra EU's side svarede man igen ved at indføre en kvoteordning for import af 23 stålprodukter, også kaldet ’safeguards’. Kvoteordningen, der trådte i kraft i juli, skal forhindre, at Europa bliver oversvømmet med stål, nu hvor USA har sat toldbarrierer op.   

Prisstigninger i nervøst marked

”Mange spørger, hvad Trumps told og EU’s safeguards helt konkret betyder for stålmarkedet, men det er for tidligt at sige noget håndfast – andet end at det har skabt usikkerhed og nervøsitet på markedet. Sådan var det før sommerferien, og sådan er det stadig. Hen over sommeren har der dog været bevægelse i stålpriserne, og vi har set prisstigninger på flere produkter”, siger Brian Alexis, Head of SCM & KAM Operations, Lemvigh-Müller.

Se også video: stålmarkedet på 2 minutter

Tyrkiet er en sort skrothest

Armeringsstål er et af de produktområder, hvor priserne er kravlet opad. Der er høj aktivitet i byggebranchen, og det sparker til efterspørgslen – og dermed også priserne. Udviklingen kan dog hurtigt vende, lyder det fra Maria Steen, afdelingschef, Lemvigh-Müller:

”Lige nu er Tyrkiet lidt af en dark horse i forhold til skrotbaseret armeringsstål. Trump har meldt ud, at han vil fordoble tolden på stål og aluminium fra Tyrkiet i forhold til resten af verden, så den kommer op på så meget som 50 og 20 procent. Hvis han gør alvor af det, vil Tyrkiet, som er rigtig store på skrot, forsøge at øge importen til Europa, og så vil priserne komme under pres”.

Forsigtigt forecast

Det eneste der er sikkert på stålmarkedet er med andre ord, at tingene er usikre. Hos Lemvigh-Müller tør man dog godt give et forsigtigt forecast:

”Hvis vi skal stikke næsen lidt frem, så har vi en forventning om, at de prisstigninger vi har set her i tredje kvartal af 2018 fortsætter ind i fjerde kvartal i hvert fald på malmbaserede produkter, hvor blandt andet  prælakeret og varmtforzinket stål vil have førertrøjen på”.

EU’s safeguard-kvoter for netop prælakeret og varmtforzinket stål er mindre end importen af disse stålprodukter var i 2017. Toldhammeren falder derfor, før importniveauet for sidste år er nået, og så er det, at priserne stiger, forklarer Brian Alexis .

Next stop februar – eller næste minut

”Når det er sagt, så er EU’s kvoteordning midlertidig og gælder foreløbig i 200 dage. Hvad der så sker, ved vi først til februar næste år – og inden da kan der ske meget! Tingene kan ændre sig fra minut til minut på stålmarkedet, som er påvirket af den politiske og økonomiske udvikling globalt set”, siger Brian Alexis.

Følg med i pris- og markedsudviklingen

Lemvigh-Müller udsender forecast fem gange årligt.

Man kan få besked, når der er nyt om stålmarkedet ved at følge Lemvigh-Müller på Youtube - klik på den røde ’Abonner’-knap øverst til højre.



Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Lemvigh-Müller A/S

Stationsalleen
2730 Herlev
Danmark
Lemvigh-Müller A/S

Billeder & videoer

Send til en kollega

0.137