Hurtigere omstilling giver mere produktionstid
Når forme, værktøjer og produktionsudstyr skal flyttes i forbindelse med omstilling, kan præcis håndtering gøre forskellen mellem en kort pause og unødigt lang nedetid.
Fødevarevirksomheder arbejder ofte med korte tidsvinduer til omstilling og vedligehold. En produktionslinje skal måske klargøres til en ny variant, et låg skal fjernes fra en maskine, eller tunge dele skal flyttes, før rengøring og service kan gennemføres. Hvis arbejdet kræver flere medarbejdere eller særligt hjælpeudstyr, kan processen hurtigt blive både langsom og belastende.
Hos et større dansk mejeri var netop dette en udfordring. Vedligeholdelsesafdelingen skulle kunne løfte og placere tungt udstyr på snæver plads mellem rør, maskiner og andre installationer. De skulle blandt andet fjerne låg fra Multivac-maskiner og løfte tunge forme, når produktionsplanen gjorde det nødvendigt.
Med en kompakt multiløfter kan opgaverne nu udføres med større præcision og mindre fysisk belastning. Joystick-styring og en venderadius på kun 88 cm gør det muligt at arbejde tæt på produktionsudstyret, hvor en truck ikke kan komme frem. Resultatet er en mere fleksibel vedligeholdelsesdag, hvor teknikerne kan nå flere opgaver på kortere tid og dermed bidrage til mere effektiv produktion.