Overgangsalder påvirker ofte arbejdslivet og koster både virksomheder og samfund dyrt
Det er langt fra nyt, at kvinder oplever, at overgangsalderen påvirker deres hverdag og i særdeleshed deres arbejdsliv. Men det er ret nyt, at der er begyndt at komme fokus på området.
Det er godt med denne øgede opmærksomhed på overgangsalderen, for det kan skabe bedre trivsel for kvinderne, hvilket også medfører færre sygedage og bedre fastholdelse af erfarne medarbejdere i virksomhederne. Alt sammen vigtige elementer for at skabe en god forretning.
Manglende viden har gjort det svært
Den manglende fokus og viden om overgangsalderen har hidtil gjort det til et svært og tabubelagt emne på arbejdspladsen – på trods af at den berører en stor del af arbejdsstyrken og ofte rammer de fleste kvinder midt i arbejdslivet, netop dér hvor erfaring og kompetencer er på sit højeste. Det kan koste dyrt, både for den enkelte medarbejder og for virksomheden.
97 procent oplever symptomer på overgangsalderen
Undersøgelser viser, at 97 procent af kvinder mellem 45 og 55 år oplever symptomer på overgangsalderen, og at op mod 66 % oplever, at symptomerne påvirker deres arbejdsliv. For nogle handler det om markante fysiske og mentale udfordringer som søvnproblemer, koncentrationsbesvær, energiforandringer eller temperaturudsving. For andre er påvirkningen mere begrænset. Behovene varierer derfor fra person til person, men fælles er, at forståelse og fleksibilitet kan gøre en markant forskel.
For mange ledere og HR-ansvarlige ligger udfordringen ikke i manglende vilje, men i manglende viden. Hvordan tager man dialogen? Hvilke tiltag virker i praksis? Og hvordan skaber man rammer, der tager højde for individuelle behov uden at gøre emnet unødigt følsomt?
Ny guide
For at imødekomme ovenstående og hjælpe arbejdspladser med at skabe de nødvendige rammer har Dansk Standard i samarbejde med KISO (Kvinder i Sund Overgang), Foreningen for Kvinder & Sundhed samt Hormoner på Arbejde udarbejdet en ny guide. Guiden bygger på forskning og den kommende internationale standard for overgangsalder og menstruel sundhed, ISO 45010, som forventes at udkomme i september 2026.
Guiden indeholder konkrete anbefalinger til, hvordan virksomheder kan skabe bedre rammer for medarbejdere i overgangsalderen.
Målet er ikke at indføre omfattende særordninger, men at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til dialog, forståelse og fleksibilitet. Erfaringer viser, at relativt enkle tiltag kan have stor betydning for både medarbejdernes trivsel og virksomhedens resultater.
Tallene understreger behovet. Ifølge estimater fra KISO medfører overgangsalderen hvert år tab af omkring 10.200 årsværk i Danmark, svarende til et samfundsøkonomisk tab på cirka fire milliarder kroner.
5 grunde til at virksomheder bør sætte fokus på overgangsalderen
Sammenfattende er der her 5 gode grunde til at sætte fokus på overgangsalder:
- Øger trivsel og mindsker tabuer
- Skaber tryghed i dialogen mellem ledere og medarbejdere
- Fastholder værdifulde kompetencer og erfaring
- Styrker en inkluderende arbejdskultur
- Bidrager til et bedre omdømme og en sundere bundlinje
Den nye guide giver virksomheder, ledere, HR-medarbejdere og arbejdsmiljøorganisationer et konkret sted at starte og viser, hvordan små ændringer kan gøre en stor forskel for både medarbejdere og forretning.
Læs Dansk Standards egen nyhed om emnet her.
Du kan downloade guiden her (kræver kontaktinformationer) eller købe den i printet udgave