10 år med Koppenbjerg Emballage markeres med åbent hus
2026 markerer et særligt år hos Koppenbjerg Emballage. Det er nemlig 10 år siden, at Peter Rosendahl overtog virksomheden.
Fra Glamsbjerg til Haarby
Siden da er der sket meget. Fra de oprindelige rammer ved Koppenbjerg uden for Glamsbjerg til moderne produktionsfaciliteter i Haarby, hvor virksomheden i dag har bedre plads til både produktion, lager og fremtidig udvikling.
”Da jeg overtog Koppenbjerg Emballage, havde jeg en ambition om at udvikle virksomheden og skabe et stærkt fundament for fremtiden. Flytningen til Haarby har været en vigtig milepæl, fordi den har givet os de rammer, vi havde brug for,” siger Peter Rosendahl.
Emballageløsninger til hele verden
I dag leverer Koppenbjerg Emballage speciallavede træemballageløsninger til industrivirksomheder i Danmark og udlandet. Emballagen anvendes til transport af alt fra maskiner og produktionsudstyr til andre værdifulde emner, der skal fragtes sikkert med lastbil, skib eller fly.
”Når jeg ser tilbage på de seneste 10 år, er jeg stolt af den udvikling, vi har været igennem. Men mest af alt er jeg stolt af de relationer, vi har opbygget undervejs”, siger Peter Rosendahl.
Jubilæet markeres med åbent hus
Jubilæet markeres fredag den 3. juli, hvor kunder, samarbejdspartnere og venner af huset inviteres til åbent hus hos
Koppenbjerg Emballage
Stærmosevej 36
5683 Haarby
Fra kl. 17.00 til 19.00 vil der være mulighed for at opleve virksomheden, få en rundvisning og møde både medarbejdere og forretningsforbindelser.
For Peter Rosendahl er åbent hus-arrangementet en anledning til at samle kunder, samarbejdspartnere og andre med tilknytning til virksomheden.
”Vi har altid lagt vægt på den personlige kontakt. Derfor glæder jeg mig til at byde folk velkommen og vise de rammer, som danner grundlag for vores hverdag i dag,” siger Peter Rosendahl.