STACK|IT lancerer ny platform til robotautomatisering
Ny løsning skal gøre det muligt at ændre machine tending opgaver uden programmering og dermed øge produktionen. Har du haft svært ved at udnytte din robot optimalt pga. små seriestørrelser og for langsomelig omprogrammering så kunne denne løsning være et svar på dine problemer.
En ny dansk platform gør det markant enklere at anvende robotter i spåntagende produktion.
STACK|IT lancerer en softwareplatform, der kobler CAM-data direkte til robotafvikling. Formålet er at reducere behovet for robotprogrammering i produktion med mange varianter og små serier – også kendt som High Mix Low Volume.
Ifølge virksomheden er løsningen udviklet i tæt samarbejde med maskinfabrikker, hvor behovet for fleksibel automatisering ofte kolliderer med mangel på specialister og lange omstillingstider – særligt på robotsiden.
– I dag bliver robotter anvendt i langt mindre grad, end virksomhederne reelt ønsker. Det skyldes, at omstilling til nye emner ofte er både tidskrævende og kompleks. I praksis ser vi virksomheder, der bruger op til flere timer på at omstille robot, griber og perifert udstyr – samt at generere en ny baneplan. Det er netop den udfordring, vi har udviklet platformen til at løse, siger Jens Fynbo, CEO i STACK|IT.
Med platformen kan operatøren med få klik definere, hvordan robotten skal bevæge sig. Løsningen er uafhængig af robotbrand, hvilket betyder, at samme interface kan anvendes på tværs af forskellige robotfabrikater og dermed reducere kompleksiteten i produktionen yderligere.
Platformen fungerer uafhængigt af både robot- og CNC-fabrikat og gør det muligt at ændre produktionen direkte fra STACK|IT’s interface. Ifølge virksomheden kan løsningen anvendes af operatører uden erfaring med robotprogrammering.